Unge vil være lærere

Mediernes dækning af manglen på lærere får flere til at søge ind på lærerseminarierne

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er øget opmærksomhed på læreruddannelsen og på behovet for flere lærere. Derfor har flere unge i år søgt om optagelse på læreruddannelsen.

Det mener formanden for Lærerseminariernes Rektorforsamling, Nils-Georg Lundberg, Hjørring Seminarium.

'Det må være mit bud på årsagen til, at læreruddannelsen er blevet mere populær', siger rektorformanden. 'Der har været en del generel omtale af læreruddannelsen og af, at kommunerne kommer til at mangle lærere i de kommende år. Omtalen af den nye meritlæreruddannelse har sikkert også fået en del til at tænke i den retning'.

Da fristen for at søge om optagelse til læreruddannelsen under kvote et udløb 1. juli, var der kommet 225 flere ansøgere end i 2001. Lagt sammen med kvote to-ansøgningerne er der dog kun tale om en stigning på i alt 88. Antallet af førsteprioritetsansøgninger er steget betydeligt mere. 9,6 procent eller 463 flere end i 2001 ønsker først og fremmest at blive optaget på et lærerseminarium. 'Sidste års fremgang har vist sig ikke at være en enlig svale', siger Nils-Georg Lundberg. 'Det er meget glædeligt og tilfredsstillende, at der i år er en betydelig stigning i førsteprioriteter, fordi det er udtryk for, at de unge er bevidste om, at det er lærervejen, de vil gå. Udviklingen er ikke mindst bemærkelsesværdig, når den ses i sammenhæng med de meget små ungdomsårgange'.

Den overvældende søgning til den ny meritlæreruddannelse og tilstrømningen til den almindelige læreruddannelse betyder, at der i løbet af få år vil blive uddannet betydeligt flere lærere til folkeskolen.

'Det må man tage som udtryk for, at den nye læreruddannelse har fået et godt ry, selvom der var nogle indkøringsvanskeligheder med årgang 1998. De unge ved, at det er en god uddannelse, der giver et bredt fagligt grundlag', siger rektorformanden.

Det samlede ansøgertal til den almindelige læreruddannelse er 9.538, og det samlede antal førsteprioriteter er 4.815. Der er i år i alt 4.396 studiepladser på læreruddannelsen. Lærerseminariernes Rektorforsamling ønsker ikke at offentliggøre ansøgningstallene for de enkelte seminarier.

Powered by Labrador CMS