Det er forældrene

Mød forældrene med professionel selvbevidsthed

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

'Vi har fået tudet ørerne fulde af, at det ikke er børnene, der er problemet. Det er forældrene'. Sådan sagde en studerende forleden ved en pædagogikeksamen, få minutter før hun var uddannet lærer. Hun medgav, at det ikke var seminariets lærere, der havde tudet, men at det var sådan, snakken gik blandt de studerende og blandt deres nyligt uddannede kammerater.

Cirka samtidig kunne vi i tegneserien 'Statsministeren' i nogle af landets dagblade se en skoleleder blive spurgt, om de har disciplinproblemer. Eleverne har vi fået styr på, svarer han. Men nu er det forældrene, der er problemet, siger han, mens vi i baggrunden ser en flok hujende og køllesvingende forældre.

Det er ved at være en udbredt myte blandt unge lærere og i medierne, at forældresamarbejdet er særdeles problematisk. Forældrene siges at være krævende, utilfredse og uhæmmede i deres krav om, at netop deres barn bliver tilgodeset. Hvis ikke deres barn klarer sig fremragende, er det læreren, der er noget i vejen med. Forældrene har, sådan fortsætter myten, mistet respekten for og tilliden til lærerne og skolen, og alle tror at vide bedre end den professionelle lærer.

Denne myte er farlig. Hvis den nyuddannede lærer kommer til sit første forældremøde med den grundholdning, at her bliver der ballade, og at det gælder om at være kampberedt, så kan denne forventning hurtigt blive en selvopfyldende profeti.

Antagelsen om de meget brokkende og utilfredse forældre er en myte. Selvfølgelig vil jeg ikke benægte, at nogle forældre kan være urimelige og egoistiske på deres børns vegne, og at enkelte nye lærere oplever skole-hjem-samarbejdet som lidt af et mareridt.

Men det generelle billede ser anderledes ud. Vi ved fra opinionsundersøgelser, at det helt store flertal af forældre er godt tilfredse med deres barns skole, om end utilfredse med folkeskolen i almindelighed (!). Og at mere end 80 procent af alle forældre deltager aktivt og positivt i skole-hjem-samarbejdet og bruger en hel del tid på at holde sig informeret om livet i skolen.

Forældrene er nok blevet mere kritiske og kræver gode grunde til, at lærerne underviser, som de gør. Tidligere havde de mere respekt for lærerens autoritet. Men denne ændring er et demokratisk fremskridt og i øvrigt en holdningsændring, som er sket i forhold til alle autoriteter. Lærere klager også, hvis de bliver fejlbehandlet i sundhedssystemet, og brokker sig over DSB, hvis ikke der er tog til tiden.

Den mere kritiske holdning må imidlertid ikke forveksles med mangel på grundlæggende tillid. Vi lader os stadig indlægge på hospitalet, selv om vi ved, at de kan begå fejl. Vi kører stadig trygt med DSB, selv om vi synes, at de indimellem kludrer i det. Som den engelske sociolog Anthony Giddens siger, så er vi i det senmoderne samfund simpelthen nødt til at have tillid til, hvad han kalder ekspertsystemerne. For vi har ingen chancer for at leve et almindeligt liv i vores samfund uden denne tillid. Vi har reelt ingen muligheder for at gennemskue systemernes arbejde. Vi må stole på, at lægen ved, hvad han gør, og at DSB trods alt ikke kører af sporet. Forældrene må naturligvis også have grundlæggende tillid til skolen. Hvad skulle de gøre uden? Ganske vist kloger mange mennesker sig på skolens anliggender. Men mon ikke forældrene godt er klar over, at de allerfleste af dem ikke ville ane, hvad de skulle gøre, hvis de skulle undervise en første klasse i læsning? Eller en niende klasse i fysik?

Så kære nyuddannede lærere: Mød forældrene med professionel selvbevidsthed og hav tillid til, at de allerfleste forældre grundlæggende har tillid til jer.

Per Fibæk Laursen er lektor ved Københavns Universitet

Powered by Labrador CMS