'Pensionerede lærere savner deres sommerferie' - jeg har hørt den vits fem hundrede gange. Selvfølgelig gør vi det. Skulle det være morsomt? Berøvet kontrasterne som vi er. Kontrasternes fascination. Aldrig mere vågne op til den sidste skoledag inden ferien, aldrig mere rydde op i skuffer og skabe, snurre rundt og lægge på plads i depoter og på biblioteket med sommerferieglæden sitrende i blodet. Sige farvel til en masse dejlige sommerklædte børn, der aldrig er sødere, end når vi skal skilles. Aldrig mere cykle langsomt hjem efter endnu et skoleår og tænke på de intense uger, der ligger foran som den skønneste oase i et land klædt i festdragt. Forventningens umistelige glæde. Smide skoletasken i et fjernt hjørne og huske, at det tager et par dage eller tre at blive akklimatiseret. Samt være helt på det rene med, at breve fra skolen, som indløber i ferien, ikke bør åbnes.

Men jeg betaler gerne prisen for det mistede.

Tænk at slippe for - jeg bliver ør af fryd ved tanken - de indledende runder i skolen, når lærerne skal i gang efter ferien. Den udmattende tid med febrilsk leden efter lærervejledninger, bøger, papirer, skemaer, synet af det nye gårdvagtskema på opslagstavlen, den tilstundende mødedød, nye klasser, 'bare der nu ikke er alt for svære imellem'-frustrationen. Specielt klasselærerne levnes ikke et minuts fred. Fuldt forståeligt, at man mere og mere på skolerne har besvær med at få klasselærere til at bide på krogen. For slet ikke at tale om ophobningen af ufattelig dumme og nedladende ekspertråd i medierne. Til den tid kan jeg tage min cykel og dykke ned i et opvarmet Vesterhav i hedebølgevejr. Efterfulgt at dovne, ansvarsfrie aftener i haven med passende omhu for rødvinskuren. Eller pakke min rejsetaske og opleve sensommeren i fulde drag. Jo ældre man bliver, jo mindre tages som en selvfølge. Det er som at have siddet med en stor pose fyldte chokolader og upåagtet guflet i sig, men nu opdager, at det hastigt tynder ud. De sidste bliver nydt med større intensitet og ydmyghed. 'Man er aldrig rigtig jævnaldrende med sig selv', har en eller anden sagt. Det er nok rigtigt. Godt det samme. Det er de andre, der virker gamle og ikke helt sjældent ser gamle ud. Men jeg mærker så småligen 'vi skal være gode ved de gamle'-attituden. Godt nok, den er jeg helt med på.

Når jeg bliver gammel.

Else