Computere til alle fra 3. klasse

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ifølge Jyllands-Posten den 26. juni kan alle børn i folkeskolens 3. eller 4. klasse se frem til at modtage en computer inden for den nærmeste fremtid.

'Regeringens målsætning er, at computerne kommer til at gælde alle folkeskoleelever. Nu er den nye finanslov endnu ikke gået i trykken, men jeg lover, at der vil blive taget hul på denne målsætning i den kommende finanslov', siger undervisningsminister Ulla Tørnæs (Venstre) til avisen.

Regeringen har tidligere talt om computere til alle folkeskoleelever fra 7. klasse, men nu er politikerne altså nået til den konklusion, at man får den største pædagogiske gevinst ved at give maskinerne allerede på 3. eller 4. klassetrin.

'På 7. klassetrin kan de allerede i vid udstrækning håndtere it og internettet, og derfor er vi nødt til at sætte tidligere ind', siger Ulla Tørnæs.

Formanden for DLF's pædagogiske udvalg, Jørgen Stampe, siger til Jyllands-Posten, at der er et skrigende behov for almindelige undervisningsmidler, herunder bøger, i folkeskolen. Derfor mener han, at undervisningsministeren bør overveje nøje, hvordan computerne skal indgå i undervisningen, og hvad børnene skal lære, før der investeres milliardbeløb i computere.