Påtale for skoleaftale

Alle partier uden om regeringen fastholder, at skolepolitik forhandles i Folketinget

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Folketinget bryder sig ikke om den måde, finansminister Thor Pedersen (Venstre) forhandlede skolepolitik med Kommunernes Landsforening (KL). Regeringen fik en påtale af et stort folketingsflertal, da aftalen med KL om næste års økonomi blev godkendt i finansudvalget.

Alle partier uden for regeringen kritiserer, at 'regeringen i forbindelse med bloktilskudsforhandlingerne har valgt at forhandle meget detaljerede forhold omkring folkeskolen og dermed reelt foregrebet Folketingets behandling heraf'.

'Vi markerer over for regeringen, at det er utilfredsstillende, at man udvider de lukkede forhandlinger og meget detaljeret diskuterer folkeskolen', siger Kristian Thulesen Dahl (Dansk Folkeparti), der er formand for finansudvalget.

'Det er uoverskueligt, hvad regeringen forventer sig af skolen afstemt med de resurser, der er til de mange flere elever i de kommende år', siger Pia Gjellerup (Socialdemokratiet).

'Socialdemokratiet tager kraftigt afstand fra, at regeringen på ny lægger hindringer i vejen for forhandlingerne i Folketinget om folkeskolens fremtid', tilføjer hun. 'Det må være sådan, at indhold og undervisning forhandles med partierne', fastslår Morten Helveg Petersen (Det Radikale Venstre). Det Radikale Venstre gør det klart, at partiet med sit ja til kommuneaftalen ikke er forpligtet af regeringens forståelse med KL om folkeskoleområdet. Partiet opfordrer regeringen til at forhandle sig frem til en bred aftale om ændringer i folkeskoleloven.

Det første møde har været holdt, hvor ordførerne prøvede at glemme surheden over forårets forligsbrud. Undervisningsminister Ulla Tørnæs regner med, at forhandlingerne for alvor begynder i august og afsluttes medio september. Alle partier er indbudt.

Claus Djørup er freelancejournalist

Powered by Labrador CMS