'Vi arbejdede hårdt, men hver gang det begyndte at fungere, blev nye planer og omorganisering iværksat'.

Disse ord kunne sagtens have været udtalt af en folkeskolelærer, der i sit arbejdslivs efterår var gået hen og blevet lidt træt af jobbet, ikke fordi undervisning, elever, forældre eller kolleger havde gjort livet surt for ham, nej, det, der havde tæret på kræfterne, var måske de pædagogiske nytænkeres ideer, der i bund og grund ikke handlede om ny pædagogisk tænkning, men nærmere om anderledes struktur i samarbejdet med det argument, at undervisningen ville blive bedre.

'Jeg lærte mig senere i livet, at vi er tilbøjelige til at møde enhver ny situation med omorganisering'.

Det kunne stadigvæk være den samme lærer, der taler. Er det ikke den måde, vi møder de ændrede krav på? Vi omstrukturerer, vi teamsamarbejder langt ud over det rimelige, vi planlægger, der afsættes mere tid til ledelse for at styrke ledelsen, så ledelsen kan få mere tid til at omstrukturere, vi omorganiserer, så vi nu skal være eksperter i nogle få klassetrin.

Spørgsmålet er, om det er hensigtsmæssigt at møde nye udfordringer på den måde? Er det effektivt?

'Jeg lærte også, hvilken vidunderlig metode det er at skabe illusion om fremgang, mens det, det i virkeligheden forårsager, er kaos, ineffektivitet og demoralisering'.

Hvilket klarsyn! Det er jo lige det, som mange lærere klager over. Hvordan kan det så være, at det er sådan? Jo, når der nu hersker kaos, ineffektivitet og demoralisering, så må ledelsen og politikerne gribe ind og få tingene til at fungere bedre gennem omstrukturering eller ved at igangsætte store pædagogiske flaghejsninger, som skal skabe en illusion om, at her er der virkelig fremgang. Sikke en flot skoleprofil, vi har i vores kommune. Sagen er bare den, at der sker ikke noget nyt pædagogisk, førend den enkelte lærer får lært at ændre sin adfærd i klassen, lærer at stille andre spørgsmål, lærer at trække sig tilbage, når eleverne viser initiativ, lærer at kunne give slip på kontrollen med eleverne.

Men hvordan skal det kunne lade sig gøre i et system, hvor netop kontrol, styring oppefra og ned er dagsordenen. Det kan det heller ikke, men politikere og ledere er nødt til at skabe sig selv et overblik, og da de ikke forstår det kaos, forgængeren efterlod, ja så omstruktureres der til noget, der forstås og kan gennemskues 'oppe i systemet'. Derfor er det også kun strukturen, der ændres, pædagogikken ændres ikke ved bare at samarbejde noget mere eller holde flere møder. Vi tror mange gange, at vi gør noget pædagogisk nyt og fantastisk, men i virkeligheden er det blot gammel vin på nye flasker.

Nej, citaterne er ikke fra en træt gammel skolelærer, men er udtalt af Cajus Petronius, død år 66 efter Kristus og embedsmand under Kejser Nero. Tankevækkende er det, at vi stadigvæk ikke er blevet klogere.

Erik Rene Nielsen

Vejstrup