Debat

Narcissisme og vold

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En undersøgelse, der blev offentliggjort i 'Scientific American' april 2001, kan kaste et forklarende lys over den voldsomme oplevelse af en elev, som gik amok efter at have modtaget et 6-tal til fysikeksamen (Folkeskolen nummer 25).

Undersøgelsen, der er foretaget af Roy F. Baumeister, viser en klar sammenhæng imellem narcissisme og vold. Han startede egentlig sin undersøgelse for at finde ud af, om der var hold i den generelle opfattelse, at vold hænger sammen med et dårligt selvværd, men nåede frem til den konklusion, at denne opfattelse ikke havde nogen som helst videnskabelig begrundelse. I stedet fandt han ud af, gennem forsøg med narcissister, at når de følte sig truet i deres selvopfattelse, så reagerede de med vold. Baumeister påpeger, at skolen og samfundet har en stor skyld i, at unge mennesker udvikler urealistiske selvbilleder, der, når de krakelerer, medfører vold. Det er en fejl, når skolen giver præmier til alle i en konkurrence eller forsøger at løfte børnenes selvværd på kunstige måder. Der er intet i vejen med at hjælpe studenter og andre til at være stolte af deres præstationer og gode handlinger, men der er god grund til bekymring, når man opmuntrer dem til at tænke højt om sig selv, når de ikke har fortjent det, siger han.

For mig at se er der tydelige paralleller til episoden med 'Palle'. Og det er ikke så meget skolens eller den enkelte klasselærers skyld, som det er hele systemet, der er med til at puste urealistiske selvbilleder op i børnene. Der er en akut mangel på virkeligheder, som eleverne kan løbe panden imod. Dette medfører et ukontrolleret selvbillede, som ifølge Baumeisters undersøgelse, der burde gøres til pligtlæsning på seminarierne, bekræfter, at voldelige mennesker ikke er mennesker med et lavt selvværd, som skal pustes yderligere op, men tværtimod er mennesker, der lige har oplevet, at et urealistisk selvbillede netop er blevet truet af et eller andet udefra.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Det er for mig at se det individualistiske Vesten, som må slås med seriemordere iblandt skolebørnene. Hvorfor mon? Det burde jo være iblandt 'os', der ikke belemrer hinanden med moral, etik, religion og politik, at de fleste tilfredse og fredelige mennesker burde kunne findes. Narcissismen er Vestens problem, og hvis Baumeister har ret, så er Palle måske kun begyndelsen . . .

David Jakobsen

lærerstuderende

Skive Seminarium