Svært at få unge lærere med

Kolonierne får brug for nye kræfter, men de unge lærere bliver væk

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I løbet af nogle år skal der komme et generationsskifte blandt kolonilærerne, for at der er lærerkræfter til opholdene.

'Mange af de lærere, vi har af sted nu, er jo sådan nogle halvgamle nogle som mig, der har været med i mange år. Vi har da talt om, om kolonivirksomheden dør ud med os. Vi bliver bestemt ikke kimet ned af unge lærere, der vil med. Det bliver spændende at se, om de hopper til i fremtiden', siger forretningsfører Lars Fabricius fra Københavns Kolonier.

Andre steder i landet har man også problemer med at rekruttere de unge til koloniopholdene.

'Mange lærere har været med i op til 20 år, så det er klart, at der må komme en udskiftning. Vi har blandt andet prøvet at markedsføre os på seminarierne. Det har givet fem ledere, men det er svært at få fat på de unge', siger ledelsen hos OPAD-kolonierne i Odense. I Aalborg er meldingen, at det lige går rundt med at rekruttere koloniledere. De annoncerer også på seminarierne, men ifølge Børnenes Kontor er der bestemt ikke tale om en overflod af interesserede lærere. I år er det dog gået lidt bedre med at få fat i de unge.

I Århus har de til gengæld ingen problemer på det område. 'Vi har en fornuftig blanding af yngre og ældre lærere. Mange lærerstuderende tager med som pædagogiske medhjælpere og bliver ofte hængende efter endt uddannelse', siger lederen af Århus-kolonien, Mogens Lundgaard Hansen.