Så blev det min tur! Den lange rutschebanetur, der begyndte for fire år siden som nyuddannet med høje forventninger, ambitioner, idealer, you name it - jeg havde det hele.

Ved min første ansættelsessamtale, hvor lederen nævnte alle de interessante fag og klasser, jeg kunne få, sagde jeg bare: keep it coming med udfordringerne.

Der var hverken ekstra løntrin, introordning eller nedsat tid, men det spekulerede jeg ikke på. Før efterårsferien fik jeg et klap på skulderen af lederen med ordene: 'Hvis du har klaret det indtil nu, skal du nok klare det'.

Det var de første og sidste personlige ord, jeg fik fra ham, som siden fik en højere stilling i en kommunalforvaltning.

Det skulle blive lidt for spændende, da jeg efter to år som klasselærer i min næste ansættelse skulle modtage en yderst problemfyldt dreng i 2. klasse uden nævneværdig støtte. Jeg gjorde alt for at få støtte af den ene og den anden karakter, men der var ikke noget at hente. Drengen var overordentlig velkendt på stort set hele skolen. Det var/er heldigvis en stærk klasse med et godt sammenhold, som blev sat på prøve, idet drengen på ingen måde sparede på krudtet. Det var en urimelig og umulig opgave at skulle undervise og samtidig være psykolog/socialpædagog for at få drengen integreret i klassen og i sig selv.

Jeg er ikke uddannet socialpædagog, og jeg beklager, at jeg nok ikke ville egne mig til det. Efter nogle måneder bad jeg om hjælp til drengen, men der var stadig ikke noget at komme efter. Heldigvis begyndte det så småt at gå lidt bedre, og jeg begyndte at ane et håb i den håbløse situation. Desværre genopstod problemerne nogle måneder senere, og filmen knækkede for alvor for mig, da jeg indså, at der ikke var udsigt til nogen løsning, på trods af at jeg havde taget alvorlige skridt i forskellige retninger. Helt enkelt mistede jeg perspektivet med mit arbejde. Siden har tyngdeloven på rutschebanen taget over, det er gået stærkere og stærkere nedad. Kunne jeg have gjort noget anderledes? Ja, jeg kunne allerede fra start have taget problemstillingen op på et lærermøde: 'Hvordan forholder lærerkollegiet sig til modtagelsen af uunderviselige elever uden støtte?', kunne spørgsmålet have lydt. Hvorfor jeg ikke gjorde det? Havde jeg overhovedet ret til at bringe det til debat? Der er mere end to tabere i dette spil russisk roulette. Først og fremmest den stakkels dreng, som ikke har fået den hjælp, han har skreget på. De 25 andre elever og deres forældre, som har været vidne til dette drama, sidst, men ikke mindst, mig selv og min datter, som har set sin mor gå ned med flaget, og allersidst folkeskolen, som står til at miste en engageret lærer.

Hvad skal jeg så lave nu? Tja, sunde mig, se mig lidt omkring, kriser er som regel vendepunkter i ens liv, og der er da heldigvis en verden uden for skolen, selvom lærerjobbet ellers kunne være det mest givtige erhverv.

Anne Jensen

Albertslund

Forkortet af redaktionen