Frikvarter fra sygdommen

Tre lærere underviser de kræftramte børn på Skejby Sygehus. Jobbet giver livsmod, men også store sorger, når en elev dør

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Sørens øjne lyser op, da han ser sin lærer.

'Skal vi starte med matematik?', spørger Mogens Lübker, og Sørens smil bliver endnu større.

Lyset over sengen bliver tændt og jager den regngrå dag ud af værelset. Mogens Lübker trækker en stol helt hen til sengekanten, Søren rykker sig hyggeligt til rette under dynen, og så får han et papir med matematikstykker. Plusser og minusser, cylindre og radius.

'Normalt har Søren selv sin skoletaske og opgaver med, når han er indlagt. Men denne gang gik det så hurtigt, at de ikke fik den med. I de tilfælde har vi altid noget materiale, vi kan arbejde ud fra i stedet', siger Mogens Lübker.

Han er en af tre lærere på Skejby Sygehus' børnekræftafdeling, hvor lærerne prøver at dele børnene mellem sig, så én lærer følger barnet igennem alle indlæggelser. Det betyder, at lærerne kommer til at følge elevernes kamp mod sygdommen tæt. Og det betyder, at det slår hårdt, når en elev dør, men også at glæden er dybtfølt, når en anden erklæres helt rask.

Matematikken er 15-årige Sørens yndlingsfag. Er han i skidt humør, er det det, der kan muntre ham op. Senere vil de to rafle. Det er godt for talbehandling og hukommelse. Men det kommer alt sammen an på, hvor meget Søren kan klare i dag. Han har været syg i fire år. En svulst i kraniets knoglebindevæv gør hans liv til en evig pendlen mellem behandlinger på sygehuset og ophold hjemme i Ebeltoft, hvor han får hjemmeundervisning. Der er op- og nedture. I øjeblikket har Søren det ikke så godt. Men han vil gerne have besøg af lærerne ved sin seng, og han vil gerne hænge i med at lære nyt, for han har mange fremtidsplaner - foreløbig går han i 9. klasse, og han har besluttet at tage 10. med. Derefter må karaktererne vise, hvilke muligheder han har.

En tro på fremtiden

De tre lærere på børnekræftafdelingen har en klar holdning til deres arbejdet: De er børnenes repræsentanter for det normale - og de vil gerne opleves som børnenes garant for, at der er en fremtid.

'Når et nyt barn kommer ind, spørger vi om, hvilken klasse hun eller han går i. Svaret er ofte: 'Jeg gik i 5. klasse'. Det udsagn tager vi fat i og forklarer, at de går i 5. klasse - både her på hospitalet, og når de kommer hjem igen. Der er ikke noget, der har ændret sig. Det er en lettelse for børnene at få slået fast, at der stadig er pensum, der skal overholdes, og for de stores vedkommende er der eksamen at arbejde frem imod', siger Birte Halvorsen. Af samme grund giver lærerne aldrig op. Selv når alle ved, at et barn skal dø, fortsætter lærerne med at komme for at læse historier.

'Det er meget vigtigt, at børnene aldrig føler, at der ikke er håb for dem. Derfor underviser vi dem, selv om de har det lidt skidt. Hvis vi ikke kommer, eller hvis de ikke får lidt lektier for, så tolker de det, som om de er blevet opgivet - at de skal dø', pointerer Mogens Lübker.

Vi er det normale

Men det sker, at en elev dør. Og det tager hver gang hårdt på lærerne.

Mogens Lübker plejer at snakke med sin familie, når han har været ude for et dødsfald. Han fortæller om eleven, om de gode oplevelser og sygdommen. På den måde føler han, at han får taget sin egen afsked med den døde.

Birte Halvorsen og Marianne Marqvard taler gerne sammen.

'Når en elev er død, eller hvis et barn er meget sygt, kan vi sagtens bruge en time i telefonen på at snakke om det hele', fortæller Marianne Marqvard.

Og så er der også altid resten af lærergruppen at vende sig til. Kræftafdelingens lærere holder pauser sammen med lærere fra de andre børneafdelinger, og her er det muligt at få en god snak om de store følelser.

Lærerne har også mulighed for at trække på kræftafdelingens psykologer, men ingen af dem har endnu haft behov for det. I dagligdagen er det imidlertid langtfra tanken om døden, der dominerer arbejdet, for lærerne bestræber sig på at være børnenes normale holdepunkt på en afdeling, hvor mange af deres oplevelser er forbundet med stik, smerter og frygt.

'Vi går ikke i uniformer, og vi skal aldrig stikke eller komme med grimme nyheder', som Mogens Lübker siger. Lærernes holdning og pædagogik er, at børnene skal undervises fleksibelt og have gode oplevelser, som fjerner tankerne fra sygdommen. Der skal energi i depoterne, så de har kræfter til at slås.

Til hest eller på Harley

Skoledagene er planlagt efter børnenes behov. Det er umuligt at se en uge frem for eleverne. Måske skal de pludselig til undersøgelse, måske er de meget dårlige og trætte efter en kemokur, eller måske er energien pludselig helt i top i flere dage. Derfor skal lærerne hele tiden tilpasse undervisningen. 'Det handler om indføling. Vi skal umiddelbart kunne fornemme, hvordan eleven har det, og hvad der er behov for', siger Mogens Lübker.

Han har en lille rideskole og nogle falkereder, som han ofte har børn med ude at kigge på. Ridningen er mest for de hesteglade piger. Drengene er mere til de hestekræfter, der ligger skjult i en Harley Davidsson-motorcykels potente motor. Så de kommer med ned til en motorcykelforhandler, som gerne giver en tur på bagsædet.

Børnene kommer også som alle andre skoleelever med på lejrskole, i Tivoli eller i Kattegatcentret. Det vigtigste er, at udflugterne er udendørs eller steder, som kan lukkes af, så kræftbørnene kan have dem for sig selv. Mange af børnene har nedsat immunforsvar efter kemokure og rygmarvstransplantationer, men det forhindrer ikke, at de kan få alle mulige oplevelser, hvis bare der bliver taget lidt hensyn.

Og det er oplevelser, der betyder meget.

Blandt andet for Mette.

Noget godt at se frem til

Mette Nissen fik konstateret leukæmi 14. oktober 2000.

'Det første, jeg spurgte om, var, om det kunne helbredes. Det sagde de, det kunne, og det har jeg hele tiden tænkt på', siger Mette, som om kort tid bliver 16 år.

Hun har under alle sine indlæggelser sørget for at have sine skoleting med, og hun har arbejdet flittigt både på Skejby og derhjemme, hvor hun indimellem får hjemmeundervisning. Til sommer tager hun sin 9.-klasse-eksamen, og så skal hun på efterskole.

Endnu en ting at se frem til. Fremtidsplaner, som gør hverdagen lettere.

'Jeg har hele tiden prøvet at se lyst på det hele. Og det har ikke været så svært, for der er hele tiden noget at se frem til. Lærerne arrangerer ture, vi besøger forskellige steder, og i sommer var jeg i Irland med andre kræftramte unge fra Nordeuropa. Det betyder meget med de lyspunkter', siger Mette, som nu er et skridt nærmere på at blive erklæret rask; hun har lige afsluttet sin sidste kemokur.

Mette har været glad for undervisningen på Skejby. Føler hun har lært det, hun skulle. Og hun kommer til at savne sine lærere - men ikke skolestuen på Skejby Sygehus.

'Selv om jeg har været glad for at være her, så er det jo ikke et sted, man ønsker at blive - eller vil savne', siger hun med et stort smil.

Mette Engell Friis er freelancejournalist

Fakta om kræftsyge børn:

Mellem 150-160 børn under 14 år får hvert år konstateret kræft.

Cirka 120 - eller omkring 75 procent - af børnene overlever sygdommen.

Der findes fire behandlingssteder: Skejby Sygehus og Rigshospitalet som de to største og derudover hospitalerne i Odense og Aalborg.

Powered by Labrador CMS