Arbejdsgiver er dommer i intern strid

Anni Herfort skrev til Kommunernes Landsforening for at få papir på, hvordan overenskomstresultatet skal tolkes

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I papirerne om resultatet af overenskomsten står, at de penge, som 93-gruppen har fået, er til 'fuld og endelig afgørelse'. Det udtryk har siden fået kritikere til at klandre DLF-formand, Anni Herfort, for at have solgt hele gruppen for 12-24.000 kroner per person. Anni Herfort har på sin side forklaret, at udtrykket kun dækker over en lille del af problemstillingen for 93-gruppen: En gruppe af DLF-medlemmer, der mistede nogle måneders pension, da de gik over til ansættelse på overenskomst. Kritikerne har svaret, at formanden er 'på kant med sandheden'.

Derfor var punktet et af de vigtigste på den ekstraordinære kongres. Kritikken har fået Anni Herfort til at skrive til Kommunernes Landsforening for at høre, hvordan den fortolker udtrykket. Har DLF hermed afskåret sig fra at rejse nye krav omkring 93-gruppen i fremtiden, spurgte hun arbejdsgiverne.

Anni Herfort lagde ikke skjul på, at hun var vred over at have følt sig presset til at skrive til sin forhandlingsmodpart, og det indgik direkte i hendes begrundelse for at træde tilbage:

'Det er grotesk, at jeg har været nødt til at skrive til vores arbejdsgivere for at bevise, at jeg ikke er fuld af løgn', sagde hun fra talerstolen, da hun annoncerede sin afgang.

Kommunernes Landsforening (KL) skriver i sit svar, at det er vigtigt for foreningen, at der er tale om fuld og endelig afregning. Og fortsætter - i det særlige forhandlersprog:

'Det er imidlertid KL's opfattelse, at denne endelighed ikke kan udstrækkes til at afskære Lærernes Centralorganisation fra, ved kommende overenskomstfornyelser, at fremsætte andre eller lignende krav for 'mellemgruppen' (93-gruppen. Redaktionen), for eksempel heller ikke de krav, som er skitseret af DLF'.

Lotte Lange fra hovedstyrelsen var ikke overbevist: 'Brevet siger ikke andet end det, vi hele tiden har regnet med - selvfølgelig er vi ikke afskåret fra at stille krav'.

Jo, replicerede Anni Herfort. Hvis man først har accepteret, at noget er endeligt afregnet, skal man i hvert fald finde på en helt ny vinkel, hvis man skal tage det op igen.

Powered by Labrador CMS