Folkeskolens leder:

To gode ben

Underrubrik

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mens fodboldbanerne vrimler med gode ben, har Danmarks Lærerforening svært ved at mønstre de to, foreningen har brug for. DLF har nemlig haltet på det pædagogiske ben i årevis, mens det fagpolitiske måske nok har været stærkt, men samtidig har vaklet på grund af en dyb indre splittelse i foreningen.

Sidste mandag var Lærerforeningens højeste myndighed, kongressen, samlet i Bella Center for at diskutere, om formanden kunne tillade sig at skifte opfattelse af, hvad der ville blive konsekvenserne af et år uden arbejdstidsaftale. Imens pegede Ugebrevet Mandag Morgen fingre og citerede anonyme arbejdsgiverkilder for, at Lærerforeningen ikke længere er nogen konstruktiv medspiller, men opfattes som den, der står på sidelinjen og kun kan råbe på flere penge. Anni Herfort har besluttet, at hun har kæmpet længe nok - hun går af og overlader en udskældt post til nye kræfter. Det gør hun blandt andet, fordi en ny ledelse så kan nå at blive kørt i stilling til nyforhandling af lærernes arbejdstidsaftale. Og så kunne det være smukt, hvis en ny formand var i stand til at samle foreningen i enighed om kravene til denne nye arbejdstidsaftale. Men for det første er det næppe realistisk at skabe en ægte bred enighed i Danmarks Lærerforening om lige netop arbejdstid, medmindre man da går efter højeste fællesnævner for tallet for lærernes individuelle tid, og så er enhver chance for et forhandlingsresultat udelukket. Og for det andet er det måske i stedet nu, at Danmarks Lærerforening skal vise, at foreningen rummer masser af talent for at træde ned på det andet ben, det pædagogiske ben.

Lad os høre fra nogle formandskandidater, der er klar til at gå ind i debatten om en ny, ændret folkeskolelov, og som er klar til at lade pædagogikken være udgangspunktet for, hvordan man bedst muligt laver en aftale for lærernes arbejdstid. Og lad os høre fra kandidater, som har et bud på den allersværeste opgave. Det er den, som DLF måske endnu ikke har vist sig 100 procent klædt på til - nemlig at arbejde, påvirke og forhandle dér, hvor slaget om folkeskolens indhold nok trods lærernes dybe modstand kommer til at stå - nemlig ude lokalt i kommunerne og på skolerne. Der skal balancen ikke blot holdes mellem det pædagogiske og det fagpolitiske ben. Der ligger også den svære balancegang mellem ønsket om en fælles stærk fagforening og en fælles national folkeskole på den ene side og så den lokale virkelighed med dens begrænsede resurser, kommunalpolitiske slagsmål og nærværende brugere af folkeskolen på den anden.

Powered by Labrador CMS