Debat

Når glæden kammer over

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I øvrigt mener jeg, at Karthago bør ødelægges, gentog gamle Cato Censorius så ofte, at Karthago faktisk blev ødelagt. Slagord gentaget i det uendelige har deres egen indbyggede livskraft. Dette havde lektor Jan Mejding måske i tankerne, da han på et møde, refereret i Folkeskolen nummer 20, udslyngede trivialitetens bandbulle mod den eneste hensigtsmæssige skoleform, når det gælder erhvervelse af faglig viden og færdigheder: 'Det står klart, at det ikke dur at dele eleverne efter fagligt niveau'. Han fandt bevis for det i Tyskland og undlod behændigt at nævne modbeviset, nemlig vor egen fortidige delte skole. Og med denne fortielse levede han op til det udtrykte motto: den fordomsfrie og åbne samtale om skolens fremtid. For åbenhed og fordomsfrihed krydres ofte med fordrejelser og fortielser. Men nu havde en snu formand jo også på forhånd spærret alle veje til en rigtig lærevenlig folkeskole. 'Skal vi være enige om, at det skal være en glæde at lære'. Og hvem pokker kan modgå sådan en salve? Vore elever er jo verdensmestre i at være glade for at gå i skole. Det er målt. Så det er ganske vist. Og det er da en ovenud lykkelig omstændighed. Men hvem tror på, at det er noget menneske beskåret at kunne lære alt det, det bør lære, med glæden uafbrudt fræsende derudad på højeste gear. Så mon ikke der i formandens opfordring til apologi for glæden ligger, at fagligheden, undervisningen, uddannelsen, kundskaberne må vige for den uhæmmede glæde. Men den slags skår i glæden kan et glædesbesat møde selvfølgelig ikke tage sig af. Nu har vi jo også i glædens navn fået endnu en god grund til at forringe undervisningen. Og det er også værd at tage med. For vi kan altså ik--ke bære, at en eneste elev bliver bare lidt forstemt, hvis han støder panden imod et curriculum med indbyggede elitære elementer. Og så ødelagde det vist slet ikke den gode kongresstemning, at didaktik-folkene busede ud med modsigelsen om, at eleverne skal lære at bruge deres faglige viden, skønt de ved at afvise curriculum-traditionen sørger for, at der ingen faglig viden er at bruge af. Den slags nonsens må åbenheden og fordomsfuldheden nok tag på deres kappe.

Vagn Madsen

Brønderslev

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler