De seneste ugers debat om overenskomstforløbet har fået de menige medlemmers øjne op for, at DLF lider under stort demokratisk underskud.

Først og fremmest handler debatten om, hvorvidt formanden har tilsidesat kongressens beslutninger.

Men det handler for mig at se lige så meget om, at strukturen og demokratiets vilkår i DLF trænger til en gennemgående reform.

Ved sidste formandsvalg rejste de to kandidater land og rige rundt til en række valgmøder. Ikke mange mødte op, for hvorfor skulle vi dog det? Vi havde alligevel ikke stemmeret. Derfor må og skal vi have indført direkte valg til formand og næstformand, hvis demokratiet skal udvikles og fagpolitik gøres vedkommende.

Faren for populisme er selvfølgelig til stede ved et direkte valg, men mon ikke medlemmerne er kloge nok til at gennemskue overfladiske kandidater? Ved sidste hovedstyrelsesvalg stillede forbavsende få kandidater op. Det virker udefra, som om kun en kredsformands kasket kvalificerer til et kandidatur. Hvor er alle de praktiserende lærere henne ved sådan et valg. Nu er der ikke noget i vejen med kredsformænd, slet ikke, men flere praktiserende lærere ville klæde hovedstyrelsen. Det er jo dem, som virkelig ved, hvor skoen trykker.

På den baggrund vil jeg opfordre rigtig mange til at overveje deres kandidatur til næste valg, så medlemmerne får noget reelt at vælge mellem.

Og hvor er de overenskomstansatte henne i hovedstyrelsen. Er det ikke på tide, at yngre kræfter også kommer til at sidde med ved bordet på Vandkunsten?

Jeg må da sige, at jeg som praktiserende lærer og overenskomstansat er gået i gang med mine overvejelser i forhold til næste hovedstyrelsesvalg. For noget skal der ske med DLF.

Martin Empacher

Gladsaxe