Debat

Om skolegang i Somalia

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mange medlemmer af DLF underviser somaliske elever. Men hvad nu, hvis forældrene tager tilbage til Somalia. Så bør eleverne vel stadig kunne komme i skole?

Det offentlige skolesystem i Somalia er ødelagt af borgerkrige. Dette betyder nærmest, at der er åbnet op for en invasion fra de arabiske lande med mere eller mindre fundamentalistiske privatskoler, hvor elever kan lære at tale og skrive arabisk, men ikke somalisk. Dette er ikke blot en trussel mod Somalias eget sprog og kultur, men også mod det spirende demokrati i et land, der langsomt og pinefuldt er på vej mod en forsoning. Under et nyligt besøg i Somalia var dette det ene problem, jeg blev præsenteret for. Lærerorganisationen og undervisningsministeren bad mig om at tage breve med tilbage til de danske og andre lærerorganisationer for at søge deres støtte til genetableringen af det almindelige skolevæsen i landet. Det andet problem var spørgsmålet om, hvad man dog skulle stille op med de elever fra de skandinaviske lande, som overgangsregeringen forventer vil begynde at vende hjem igen sammen med deres forældre, når freden først er sikret (hvilket ikke er så let, som det lyder!). Disse børn er multikulturelle og vant til skolesystemerne i de skandinaviske lande. Først må man sikre, at de overhovedet har skoler, de kan gå i, og dernæst må man prøve at indrette disse skoler på en sådan måde, at forbindelserne til Skandinavien ikke forsvinder fuldstændigt.

STS International Solidarity fik overladt et skoleanlæg på otte hektar, hvor det er hensigten at genåbne nogle at de mindst ødelagte bygninger. Den lokale befolkning vil lægge gratis arbejdskraft til rådighed til alt det praktiske (mindre reparationer af murværk, isætning af døre og vinduer). Her vil vi indrette somalisk-skandinaviske venskabsskoler.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Vi har aftalt med den somaliske lærerorganisation, som er en af de 22 organisationer, der er med i STS i Somalia, at den skal stille læreraktivister til rådighed i de almindelige skolefag. Disse lærere vil arbejde for en beskeden løn, som kan betales af de forældre, der har råd til at betale skolebidrag. Undervisningen i skandinavisk sprog og kultur vil blive varetaget af frivilligt udsendte fra de skandinaviske lande, som vi allerede i en vis udstrækning er i kontakt med. For at åbne den første venskabsskole og for at finansiere driften i et år skal der bruges omkring 100.000 kroner. I de kommende måneder vil STS derfor foretage en indsamling.

Vagn Rasmussen

STS International Solidarity

Roskilde