Aids hindrer skolegang

Aids holder sydafrikanske børn ude af skolen, fordi de enten er syge eller forældreløse

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Aids er ved at slå Sydafrika helt ud af kurs. Derfor var bekæmpelse af sygdommen et af de helt store emner på FN's særlige samling om børn. Sygdommen holder mange børn væk fra skolen af to forskellige grunde. Den ene er økonomisk. Når forældrene dør af aids, må børnene ud og tjene til føden.

'I løbet af de næste ti år vil en ud af tre børn under 18 have mistet enten deres far eller mor eller begge. Om ti år vil der være fem millioner forældreløse børn. Eleverne bliver nødt til at droppe ud af skolerne for at overleve, og uden uddannelse er et land dømt til underudvikling', siger lederen af Unicef's landekontor i Sydafrika Jesper Mørch. Han tilføjer, at i weekenderne er der kø på kirkegårdene for at få pårørende begravet.

Den anden grund til, at børn ikke får en uddannelse, er manglende håb. Risikoen for at dø tidligt er så stor, at de ikke kan se nytten af at gå i skole.

'Livet er på mange måder meningsløst for unge i Sydafrika. 15-årige har 60 procents risiko for at dø på grund af aids før de fylder 30 år. Børnene ved, at de sandsynligvis bliver smittet og dør. Derfor kan det ikke betale sig at gøre en uddannelse færdig og søge et job. Det største problem er, hvad der sker omkring 12-13-års-alderen. Det er her, de fleste bliver smittet', fortæller Jesper Mørch.

Voldtægter er en af kilderne til spredningen. Mange tror, at sex med en jomfru kan kurere aids, og i Sydafrika har man set flere voldtægter af børn helt ned i seks-syvmånedersalderen. Og en ud af tre piger bliver udsat for seksuelle overfald, inden de fylder 20. Risikoen for at blive smittet med aids ved en voldtægt er på 30 procent.

Når børnene ikke er i skolerne, må den forebyggende undervisning foregå ad andre kanaler.

På de unges vilkår

'Det er naivt og mod alle erfaringer at tro, at aids forebygges gennem almen undervisning. Det vil øge forståelsen, men det vil ikke få de unge til at ændre adfærd, og det er det, vi har brug for. Børnene ved, at uanset hvad der bliver sagt, får de sandsynligvis hiv alligevel', siger Jesper Mørch.

Til gengæld er det lykkedes for organisationen LoveLife at firedoble brugen af kondomer i Sydafrika ved at gøre produktet til en mærkevare på linje med Coca Cola og Levi's. 'Den kører på, at tingene er hippe, i stedet for at belære om farerne. Den bruger de unges eget sprog, og på den måde har den gjort det 'in' at bruge kondomer', forklarer Jesper Mørch. LoveLife prøvede først at gå gennem skolerne, men fandt ud af, at det er nemmere at nå de unge gennem sportsarrangementer, koncerter og lignende. Jesper Mørch mener, at organisationen har forstået at undervise på de unges præmisser.

'Det, vi prøver at gøre i skolerne, nytter slet ikke på samme måde. Der er undervisning i seksualrelateret sundhed, og materialerne er rigtig gode, men mange af lærerne vil ikke bruge det på grund af deres religiøsitet. Der har været strejker på grund af det. Og det er jo lidt ironisk, når man tænker på, at en del af de seksuelle overgreb mod børn bliver begået af deres lærere', siger han.

'Det positive ved denne her situation er, at man nu er begyndt at have en forståelse for, hvilke former for forebyggelse der virker. Om ti år vil man sandsynligvis se det her tidspunkt som et vendepunkt. Jeg håber, at smitten da er én til én og ikke én til 2,6 som nu'.