Eftertanker

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

At slå øjnene op til en smuk dag med bragende sol og livskraftig fuglekoncert er en belønning af de store efter den lange, trælse mørketid.

Hvilken gave. Skærsommer. (Jeg er vild med det ord ... sørg nu for at give det skønne ord videre).

Langsomt cykler jeg efter frisk brød - i mit ansigts sved skal jeg ikke længere tjene mit brød - hører med skadefryd larmen fra skolen over for bageren. Nu ser gårdvagterne vel årvågent efter? Sikken et job, jeg kender ingen lykkelige gårdvagter. Befriende, at der nu tales åbent om lærernes problem nummer et: de urolige, ukoncentrerede og egocentriske børn, der gør hverdagen svær for alle. Og får lærerne, unge som gamle, til at flygte ud af skolen.

Det haster desuden med at få computer-vældet anbragt på en smallere plads, inden penge- og tidsspildet yderligere øges. Og dumheden breder sig i takt med overvægten. Det er, som om mange voksne lider af et latent hukommelsestab og ikke ved, hvad der gør børn glade og livsduelige. Men som bekendt ender det altid med, at sandheden bliver råbt ud over tagene.

Nu kommer årets allerdejligste måned. Alt står på spring ind i den store sommer.

Nu kan tråden tages op fra syvårsalderen til fri strejfen omkring. Som et barn af det havblå rige. Slut med at falde i staver ved klassevinduet ved synet af et nyudsprunget træ eller en jublende fugl, livsfangens desperate længsel.

Øjeblikkets vilde lyst til at flygte ud af skoleporten. Ud til alt det smukke fredfyldte. Til Vesterhavet, hvor 'blæsten suser sin vilde vise, og stranden drøner sit højtidskvad ...' og ud til skove, hvor 'bøge lytter til bølgers brus'. Til engkabbelejer, til fløjlsgræs og engnellikerod samlet til yndige buketter. Ud at lede efter de lådne, velvilligt nikkende kobjælder. Småblunde på et tæppe med solen lukt i ansigtet og lærkesang som balsam i øret. Der sidder tydelige billeder af barndommen bag øjenlågene, flere og flere. Krydret med uforanderlige lyde og lugte. Fra mesterværket. Det uforgængelige. Det umistelige.

De mange ture med de mange livlige børn er forbi. Med Karina i forkerte sko, Kim, der har tabt sin tier, Allan, der er blevet stukket af en hveps, Brian og Kim, der er blevet uvenner, Line, der ser deprimeret og ensom ud selv på tur, og Ida, der ustandselig spørger, om vi ikke snart skal spise.

Nej, jeg savner det ikke. Nok er nok.

Ej verden larmer mer ...

Alt har sin tid.

Else

Powered by Labrador CMS