De siger ikke noget, eleverne i 8.b på Vestre Skole i Svendborg, men kigger bekymrede fra hinanden til deres matematik- og geografilærer oppe ved tavlen. Det er, som om de ikke helt kan begribe, at det er hende, Vesna, deres stærke, krævende, iltre og lattermilde lærer Vesna, der står med ansigtet vendt bort og hulker oppe ved tavlen. I to år har de kendt Vesna Grgic som deres lærer. Klassen har aldrig talt om, at Vesnas historie skulle være væsentligt anderledes end deres egen. Pludselig ser de hendes historie, sorthvide kopier af hendes familiebilleder fra Tuzla i Bosnien, fra idyl til røg og ruiner, lagt oven på overheadprojektorens glasplade, hvor en ubehjælpsom hånd har malet et spejlvendt hagekors med en speedmarker. Hagekorset danner baggrund for alle de billeder, Vesna viser i timens løb, men hun er så påvirket af at vise sin historie, at hun ikke ser det. Vesna Grgic genvinder kontrollen over sin stemme og får tårerne vippet ud af øjenkrogene. De havde snakket grænser i de foregående timer i 8.b, og det fik eleverne til at sige: 'Vesna - du må vide noget'. Det gør hun. Vesna Grgic ved noget om, hvordan det er at se sin kæreste og sin bror fra den ene dag til den anden blive indrulleret i hver sin hær og placeret med geværmundingerne mod hinanden. Hun ved noget om, hvordan det er at tage skæbnen i egen hånd, få sin mand til at desertere fra hæren og flygte til det eneste land, der vil lukke dem ind. Hun ved noget om ikke at kunne se sine forældre og søskende i otte år, og hun ved, at tragedier gentager sig selv.

Mineingeniør til Danmarks muld

Vesna Kisic Grgic kom til Danmark sammen med sin mand, Vladen, fra Bosnien i 1992. Begge er uddannet som mineingeniører, men Vesna nåede kun lige at gøre sin uddannelse færdig, før krigen brød ud. I Danmark blev parret placeret under den såkaldte jugoslaver-lov, hvilket i praksis betød, at deres tilværelse i mere end to år var hensat til 'standby' på forskellige flygtningecentre uden ret til undervisning eller et CPR-nummer. Vesna fandt det nærmest naturstridigt at bo i et land uden at interessere sig for dets kultur og frem for alt uden at kunne tale med folk, så hun fik til sidst dispensation fra sit manglende CPR-nummer og dermed ret til at låne bøger og sprogkurser på biblioteket. Men det var meget vanskeligt for hende at finde sammenhæng mellem skrevet dansk og sprogkursets lyddel. Derfor var 'den største gave, jeg har fået af det danske samfund' det 50-timers danskkursus, som hun og Vladen endelig blev tildelt efter næsten tre år i Danmark. Vladen og Vesna tog meget ud for at se deres nye land, og det blev skelsættende for dem. En dag var parret ved Bregninge Kirke på Tåsinge 'Der stod et kærestepar ved kirken. Vladen tog et billede af mig, og så kom pigen og spurgte, om hun ikke skulle tage et billede af os begge to. Hun troede, at vi var turister, og spurgte, om jeg var fra Polen. Vi er fra Bosnien, fortalte vi. 'Er I det?', og Hanne, som hun hedder, var bare så interesseret i at høre mere om det. Vi snakkede sammen, og hun spurgte, om hun måtte komme at besøge os. Og det gjorde hun. Hun kom på sin motorcykel, vi lavede te, og da vi havde snakket sammen i 20 minutter, sagde hun til os: 'Jeg har tænkt meget over det. Jeg er sømand, og jeg synes, I skal flytte ind i min lejlighed, når jeg er væk'', fortæller Vesna Grgic.

I sømandens lukaf

Og selv om det også krævede dispensationer, bøjede regler og diskussioner, så satte Vladens og Vesnas nye veninde sig igennem over for ledelsen på flygtningecenteret, og så blev det sådan: Vladen og Vesna kunne holde fri fra det overfyldte flygtningecenter, når Hanne var ude at sejle. Lejligheden midt i Svendborg blev nøglen til den store danske omgangskreds, de har i dag. Da de bosniske flygtningebørn i Danmark efter tre år blev tilbudt skolegang, meldte Vesna sig med det samme som lærer. Pludselig havde hun kolleger, og hun kom så tæt på en kvindelig lærerkollega, at Vesna og Vladen til sidst - og igen med bøjede regler - flyttede hjem til kollegaen og hendes mand, der også var lærer.

Snak, snak, snak

Mindre end et år efter at hun havde sin første dansktime, blev mineingeniøren Vesna Grgic optaget på lærerseminariet i Skaarup.

'Min kollega var her en uvurderlig hjælp. Jeg havde en gammel drøm om at blive lærer, men de to første år på seminariet var ikke rare, for det var snak, snak, snak. Jeg var 29 og havde allerede gennemgået én længerevarende uddannelse, da jeg begyndte på seminariet, og mange af dem, jeg gik sammen med, var 19. Alle havde en mening om alt, men jeg vil tillade mig ikke at have en mening om ting, jeg ikke ved ret meget om', fortæller Vesna

Grgic. Hun var ofte overrasket over, så mange der ikke lavede deres lektier.

'Men så havde de en god idé til noget, vi kunne diskutere, og så gjorde vi det i stedet for at gennemgå det, vi havde læst. Vi lærte meget lidt, og når jeg var ved at opgive det hele, var min kollega der hele tiden til at sige: 'Du kan godt, du kan komme igennem det'. Og det gjorde jeg, og man kan sige, at jeg på sin vis var den, der fik mest ud af det, for jeg fik lært at tale dansk', siger Vesna Grgic. Hun ved godt, at hendes vilje til at gå i clinch med sine omgivelser har hjulpet hende til en meningsfuld tilværelse. Hendes stædighed har gjort, at hun ikke som ingeniør arbejder på pizzabar eller kører taxa. Men det gør det ikke alene. 'Inden for skolen har jeg mødt mennesker, der har taget mig til sig, og som har troet på mig. Det betyder alt', siger Vesna Kisic Grgic. Da Vesna har talt færdig i 8.b, slukker hun overheadprojektoren. Der er helt stille. Ingen af eleverne har spørgsmål. Vesna virker overrasket over, at de ikke stiller nogle af de tusind spørgsmål, som rumsterer oven i hendes eget hoved, men eleverne forbliver stille. Hun giver klassen fri, og lige så stille siver eleverne forbi Vesna. 'Det var godt, du ville fortælle det', siger en dreng, og én for én kommer de fleste med små, generte sympatitilkendegivelser, efterhånden som de passerer Vesna.

Mindre end et år efter sin første dansktime blev Vesna fra Bosnien optaget på lærerseminariet i Skaarup

Vesna fandt det nærmest naturstridigt at bo i et land uden at interessere sig for dets kultur og frem for alt uden at kunne tale med folk