Partier vrede over KL-forhandlinger

Der er endnu ikke et folkeskoleforlig på plads. Alligevel forhandler finansministeren med KL

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der bliver intet nyt folkeskoleforlig, hvis regeringen indgår en aftale for 2003 med Kommunernes Landsforening, KL, der på forhånd fastlåser partierne.

Midt under en fordragelig forespørgselsdebat i sidste uge spurgte den socialdemokratiske skoleordfører Frank Jensen, om finansminister Thor Pedersen, Venstre, forhandler folkeskole med kommunerne på grundlag af undervisningsministerens tiskridtprogram. Undervisningsminister Ulla Tørnæs bekræftede, at folkeskolen er en vigtig del af forhandlingerne.

'Der er ikke forligsforhandlinger i sigte på folkeskoleområdet. Det hele diskuteres med KL, og så kommer der et fikst og færdigt lovforslag', udbrød Anne Baastrup, Socialistisk Folkeparti. Og Frank Jensen reagerede med: 'Efter et halvt år er det KL, der forhandler folkeskole i Den Røde Bygning (Finansministeriet, redaktionen). Er dette vejen til at skabe et bredt forlig?'

'Jeg opfordrer undervisningsministeren til at sikre, at finansministeren alene bruger forhandlingerne med KL til at afdække, hvad de forskellige elementer i en eventuel skoleaftale koster. Når man er enig om det, kan regeringen forhandle med partierne til efteråret', sagde Frank Jensen efter folketingsdebatten til folkeskolen.dk

Rækkefølgen er forkert

'Rækkefølgen har altid været, at man først forhandlede med partierne, når det drejer sig om ændringer i folkeskolen, og så forhandlede regeringen med KL om en kommunaløkonomisk aftale. Nu kører det modsat', siger Frank Jensen.

Men forhandlingerne med Kommunernes Landsforening om folkeskolen går efter sædvanlig procedure, mener undervisningsminister Ulla Tørnæs. Hun forstår ikke den politiske opstandelse over forhandlingerne i Finansministeriet.

'Det er der overhovedet intet usædvanligt i. Folkeskolen er et kommunalt anliggende, og selvfølgelig drøftes folkeskolens økonomi med kommunerne', sagde Ulla Tørnæs efter folketingsdebatten torsdag aften.

'Det er klart, at det hele er betinget af, at et flertal i Folketinget kan tilslutte sig den aftale, som bliver indgået med kommunerne. Det er en helt sædvanlig procedure', siger Ulla Tørnæs.

Også de radikales Marianne Jelved advarer regeringen mod at indgå en aftale med KL om de ti folkeskolepunkter. Men både hun og Frank Jensen accepterer, at aftalen mellem regeringen og KL kan indeholde folkeskoleelementer. Man kan blive enige om omkostningerne ved de forskellige elementer, for eksempel prisen for ekstra dansktimer, og så er det op til partierne, hvad man vil have ud fra priskataloget.

Powered by Labrador CMS