Jens Madsen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Onsdag før Kristi himmelfartsferien kunne Jens Madsen og alle andre på Ferslev Skole ønske hinanden god ferie. Da vi mødte igen mandag morgen, modtog vi meddelelsen om, at Jens Madsen var død natten før, ramt af en hjerneblødning.

Tankerne gik til familien: Peter, Lars og Malene, der havde mistet deres far, for hvem de betød et og alt, og Charlotte, der stod tilbage uden sit faste holdepunkt i livet.

Jens blev kun 49 år og blev lærer på skolen i 1981. Han var en ualmindelig lærer, et ualmindeligt menneske. Han turde være anderledes og utraditionel i sin lærergerning.

Ud over at være klasselærer underviste Jens i en bred fagrække i overbygningen. Men det var måske specielt i ungdomsskolen, han fandt plads og rum til at være sammen med eleverne på den måde, han holdt allermest af. Motorlære derhjemme på værkstedet i Volsted, friluftsture var aktiviteter, hvor hans mange kvaliteter og store omsorg for eleverne kom til sin ret. Hans blik for elever, der havde det svært, og som manglede voksenstøtte i hverdagen, var eminent. Han tog dem ved hånden, hvor andre svigtede.

Alle vil komme til at savne Jens Madsens hjælpsomhed, fortrolighed og smittende samvær. Men vi vil gemme alle de gode og glade minder, vi hver især går og bærer på, og lade dem vidne til ære for Jens Madsens minde.

Kolleger ved Ferslev Skole

Powered by Labrador CMS