Der skal flere børn i klasserne for at holde udgifterne til folkeskolen nede, og hvis det skal gå godt, må forældrene gøre en indsats - 'så de er med til at gøre børnene skole- og indlæringsparate. En slags åndelig brugerbetaling', lød det forleden fra Kommunernes Landsforenings (KL) formand Ejgil W. Rasmussen.

Jamen, selvfølgelig skal forældre opdrage deres børn og berede dem bedst muligt til den verden, de skal ind i. Og helt sikkert er der da forældre, som kunne have godt af at blive mindet om deres ansvar, og andre, der vitterlig ikke har overskud at give af. Men at forældre skal give deres børn den bedst mulige opvækst, har intet som helst med brugerbetaling at gøre, og det virker både arrogant og provokerende, når Ejgil Rasmussen udtrykker sin mening om børneopdragelse med henblik på at spare skattekroner. Ordene åndelig og brugerbetaling hører slet ikke hjemme i samme sætning!

Derfor strander den pædagogiske diskussion mellem lærere, pædagoger, forældre og kommuner endnu en gang. Når KL udsender debatoplæg om, at klassen har udspillet sin rolle, og at der kan være gode pædagogiske argumenter for at arbejde med hold af vekslende størrelse fra den rene auditorieundervisning til intensive kurser for én eller to elever, så er der nogle lærere og forældre, som reagerer med et akut anfald af KL-allergi. Andre lærere og forældre prøver at undertrykke deres bekymring for besparelser og i stedet lytte åbent efter indholdet og gå ind i seriøs diskussion af de pædagogiske muligheder. Men om ikke før, så indtræder skuffelsen og frustrationen, når det nu igen viser sig, at alle de fine pædagogiske ord skal bruges til at finansiere den voldsomme elevtalsstigning uden at forøge udgifterne.

Kunne man ikke - forældre, lærere, forskere og politikere - prøve at diskutere folkeskole, pædagogik og faglighed på et tidspunkt, hvor der ikke er økonomi- eller overenskomstforhandlinger lige rundt om hjørnet. Det behøver ikke at betyde, at man bare sidder og bliver enige om, at alting bliver bedre, hvis det bare koster flere penge. For det første er der den gennemprøvede metode, at man altid arbejder inden for rammerne af det eksisterende budget. For det andet vil en tidlig gennemtænkt pædagogisk indsats med udgangspunkt i barnet oftest spare først skolen, siden andre dele af samfundet, for store summer.

Det kan ikke svare sig at proppe flere og flere børn ind i daginstitutionerne med det resultat, at de er stressede, når de starter i skole. Det kan næppe heller betale sig at proppe flere og flere børn ind i skolerne uden ekstra lærerkræfter, så de svageste bliver overset og ender uden brugbar uddannelse.

Men det kan sagtens være, at man kan udnytte folkeskolens resurser meget bedre med en større fleksibilitet, hvis forældre og lærere tør slippe ideen om klassen med 25 børn og én lærer som det bærende element. Og det tør de først, når de tør tro på, at man kan tale pædagogik med politikerne uden skjulte økonomidagsordener.

Så er der nogle lærere og forældre, der reagerer med et akut anfald af KL-allerg