'Jeg tror, du trives i kaos. Jeg tror, det er okay for dig, men er det også okay for eleverne? Det tror jeg ikke'.

Udo Galadrim er gået i gang med at give Leise Karlsen feedback, efter at han har overværet tre lektioner. Han går rundt i lokalet og taler med store armbevægelser, mens Leise sidder lyttende ved et bord.

'Nogle børn har det dårligt med kaos, og det er ikke nødvendigvis kun de stille. Det kan også være de urolige. Børn i dag har ingen opmærksomhed. De kommer fra en kaotisk børnehave,

og de ønsker at være 'på'. Det er dét,

du har at arbejde med', fortæller Udo Galadrim.

'Jeg kan godt lide, at du siger, at det er mig, der vil have kaos', svarer Leise Karlsen.

'Det er nok rigtigt. Faktisk er der en elev i 1. klasse, der meget let får hovedpine, og for hans skyld sørger jeg for, at der er ro i klassen. Men det er for hans skyld, ikke for min', siger hun eftertænksomt.

Hun får at vide, at hun skal være mere tydelig. Hun skal kun opstille få regler, men de skal være meget tydelige. Hun skal passe på ikke at tabe tråden, fordi nogen kræver hendes opmærksomhed.

'Du accepterer et vist støjniveau. Du siger, de skal høre efter, men så fortsætter du, selv om der ikke er ro. Nogle hører ikke efter, og det accepterer du. Dér skal du sætte en grænse og holde den. Du skal være troværdig i dit krav. For hvis du accepterer et vist støjniveau, så eskalerer støjen bare', siger Udo Galadrim.

'Men det er kedeligt at være sur', siger Leise Karlsen.

'Du behøver jo ikke at blive sur', svarer han.

'Okay, jeg skal finde ud af at være tydelig uden at være sur. Det er dét, du mener', når Leise Karlsen frem til.

Social snak med klassen

Leise Karlsen får at vide, at det indimellem kan være svært for eleverne at finde ud af, hvornår hendes grænse er nået. Hun taler roligt og beder om ro nogle gange, før hun bliver sur. Hun skal i stedet sætte en grænse og stoppe, når den bliver overtrådt.

'Så må du droppe det faglige og tale med eleverne om deres sociale opførsel i stedet', foreslår Udo Galadrim.

Leise Karlsen indvender, at de stille elever hurtigt keder sig, når hun taler om klassens opførsel. Hun får det råd, at hun måske kan sætte de stille i gang med at arbejde og så tale med resten af klassen.

'Da 1. klasse skulle tegne fugle, fortalte du dem, at du bestemte, hvilken fugl hver gruppe skulle tegne. De fik ikke selv lov til at bestemme, og det var overhovedet ikke et problem. Én gruppe ville egentlig hellere have haft rovfuglen, men de fandt straks noget interessant ved den fugl, som de fik. De accepterede', siger Udo Galadrim.

Leise Karlsen fortæller, at hun nogle gange bestemmer, men at hun også synes, at eleverne skal lære at tage nogle valg. Derfor bestemmer hun ikke hver gang, men giver dem nogle forskellige valgmuligheder.

'Det er også fint. Du kører procesorienteret, og det er også i orden, men jeg tror, at disse elever er for små til at kunne klare det. Det bliver for svært for dem, så måske skal du skille de to ting ad i en periode', foreslår Udo Galadrim.

Han fortæller hende om tre elever, der faldt helt ud af matematikundervisningen i 2. klasse, og kommer med sine bud på hvorfor. En elev har behov for, at læreren ser hende, og da det ikke lykkedes, stod hun af. En anden er dygtigere til matematik end den gruppe, han er i, men han er forstyrrende, og den tredje hører bare ikke noget.

Elevens læringsstil

Udo Galadrim har et materiale med, som han viser frem. En test, hvor man spørger eleven, hvordan hun selv mener, hun lærer bedst. 'Min læringsstil', hedder det. Hæftet er til 3.-5. klasse og består af en masse påstande. Den enkelte elev skal krydse af ud for den påstand, der passer barnet bedst.

'Når jeg skal koncentrere mig, skal jeg have ro omkring mig', 'Jeg vil gerne høre musik, når jeg skal lære noget nyt og svært', 'Jeg kan godt lære nyt og svært stof, selv om nogen snakker i nærheden af mig' eller 'Jeg forstyrres, hvis der tales i lokalet, når jeg læser eller arbejder koncentreret'. Eleven kan vælge mellem svarmulighederne 'altid', 'aldrig' eller 'indimellem'.

Hæftet har påstande om lys, temperatur og møblers betydning for koncentreret arbejde, om eleven kan lide gruppearbejde eller har det bedst ved at arbejde alene, om eleven mener, at det er lettest at lære ved at lytte, skrive, læse en tekst, se billeder eller læse på tavlen.

Udo Galadrim foreslår, at Leise Karlsen via testen skal finde ud af den enkelte elevs bedste måde at lære på. Ikke for at tilrettelægge al undervisning ud fra dét, men for at vide, hvilke elever man tilgodeser ved de forskellige undervisningsformer. Måske skal en elev have større mulighed for at arbejde alene, men eleven skal selvfølgelig også lære at arbejde i gruppe. Leise Karlsen siger, at hun faktisk har én elev, som ofte får lov til at arbejde alene ved computeren. Men det er, fordi lærerne venter på psykologens test, da eleven tydeligt har svært ved at lære.

'I må ikke bare vente på psykologen', mener Udo Galadrim.

'I bliver nødt til at prøve noget andet også. Denne test viser, hvad den elev er god til, og måske kan du putte din læring ind i dét, når du får nogle svar fra eleven. Hvis I kun bruger psykologens test, stopper I eleven i stedet for at udvikle ham. I denne test skal han selv fortælle, hvad han er god til, og hvad han kan lide. Dét kan I arbejde videre med'.

Leise Karlsen uddyber ved at fortælle, at lærerne allerede bruger en anden metode over for eleven. De har givet ham en båndoptager, så han kan tale til dén i stedet for at skrive, og det har betydet, at han er kommet i gang med en masse. For eksempel er han den bedste i klassen til at fortælle.

Ro og ros til elev

Angsten for det hvide papir kommer Udo Galadrim ind på, da han giver feedback på billedkunstlektionen. Her var der en elev, der gik i stå over for den bundne croquis-opgave.

'Som lærer får du et kolossalt arbejde i billedkunst, fordi eleverne er så forskellige. Men det var flot, at du roste en elev højt nok til, at andre hørte det, men uden at dvæle ved ham. Han har nemlig brug for ro og ros for at ændre sit selvværd. Han er meget selvkritisk. Men hvorfor fik han ikke lov til først at lave fritegning og så croquis-opgaven?'

'Jeg kan ikke bare give alle lov til fritegning hele tiden', er Leise Karlsens umiddelbare bemærkning.

'Nej, det er ikke dét, jeg siger. Jeg spørger, hvorfor han ikke fik lov', siger Udo Galadrim.

Leise Karlsen svarer, at hun synes, det er hendes opgave at lære eleven at fungere i en sammenhæng.

Udo Galadrim foreslår, at eleven først får lov at tegne frihåndstegning og så får opgaven, så han bliver inspireret og bliver nysgerrig. Bagefter kan hun vise ham nogle andre muligheder og teknikker.

'Det kan jeg godt se. Det vil nok hjælpe flere. Jeg vil prøve at bytte om', siger Leise Karlsen.

Hele rummet er dit

Udo Galadrim siger, at han observerede, at Leise Karlsen kun benytter fem kvadratmeter af klasselokalet.

'Du bruger et meget lille læringsrum, men du har hele klassen. Og du er ellers hurtig til at komme rundt, så brug lokalet. Det vil også skabe opmærksomhed hos eleverne. Ligesom du skal lære at bruge flere tonelejer i din stemme. Måske skal du hviske for at få ro'.

Leise Karlsen smiler. Hun har faktisk haft stemmeproblemer flere gange, og når hun har dét, er eleverne mere stille. Men hun mener, at hun normalt bruger sin stemme meget forskelligt.

Udo Galadrim fortæller, at klassens kateder nærmest fungerer som en buk, der står i vejen for hende. 'Jeg har været med til at flytte et kateder for en lærer, og det gav hende et meget større rådighedsrum. Hun bevægede sig mere og havde det godt med det, fordi det større rum blev hendes. Måske kan du bruge dét'.

Udo Galadrim roser Leise for at tage fat i børnene, røre ved dem. Det virker godt og falder hende naturligt.

'Men jeg var i tvivl om, hvornår første lektion begyndte', siger Udo Galadrim.

'Børnene kom dryssende, I småsnakkede, og pludselig var I i gang'.

'Ja, vi har besluttet, at det første kvarter om morgenen er dryssetid. Ofte kommer børnene med en mad i hånden, og vi har talt om, at det er vigtigt, de har fået noget at spise, inden vi går i gang', siger Leise Karlsen.

Udo Galadrim er enig, men påpeger, at hun skal være mere tydelig med, hvornår timen så reelt går i gang. Det skal børnene vide, og de skal jo også på et eller andet tidspunkt lære at komme til tiden.

'Du er fagligt mangfoldig, men jeg fornemmer, at du mangler nogle kasser til det indimellem. Men jeg har ikke fortalt dig noget i dag, som du ikke allerede vidste', siger han.

hela

Noget at tænke over

Leise Karlsen blev uddannet som lærer for to år siden. Hun valgte Østrigsgade Skole, fordi den ligger på Amager, hvor hun bor, og fordi hun gerne vil arbejde med tosprogede børn.

'Det har været spændende at få feedback, jeg synes, jeg har fået dét ud af det, som jeg havde regnet med. Udo har ret i, at jeg ved meget af dét, han sagde til mig. Som lærer har jeg taget ting til mig hen ad vejen, set andre gøre noget og taget noget fra mine egne lærere. Men jeg er i tvivl om nogle ting, har tænkt over noget uden at prøve det af, men det vil jeg nu, for nu er der også en anden, der har sagt, at det er værd at prøve', siger Leise Karlsen.

'Jeg er blevet overrasket over, hvor meget eleverne kræver af mig, men jeg har vænnet mig til det, og jeg kan godt lide det'.

'Jeg tror, jeg havde en ide om, at man bare kunne komme hyggeligt ind i klassen, så jeg blev noget overrasket over pludselig at høre mig selv råbe og være sur over for eleverne. Men så husker jeg, at de gode lærere fra min egen skoletid også skældte ud indimellem'.

Leise Karlsen mener, at hun kan bruge en del af det, hun fik at vide.

'For eksempel i billedkunst gjorde han mig opmærksom på, at det kan være godt at begynde med fritegning, så man bliver inspireret, og så derefter få den konkrete opgave. Det er jo basalt, at man skal være inspireret for at kunne lære noget nyt'.

'Og at jeg skal være mere tydelig, det ved jeg jo godt. Jeg har også taget det til eftertanke, at behovet for kaos måske mere er mit end børnenes'.

hela

Det kan indimellem være svært for eleverne at vide, hvornår Leise Karlsens grænse er nået, fortæller Udo Galadrim, der observerede hendes undervisning i tre lektioner

Jeg har ikke fortalt dig noget i dag, som du ikke allerede vidsteDu siger, de skal høre efter, men så fortsætter du, selv om der ikke er ro