Jeg kom til skolen Jalaram Academy i den kenyanske by Kisumu for lidt over et år siden. Gode, dårlige, spændende, skræmmende og mest af alt anderledes oplevelser har jeg haft. Men lige meget hvor lang tid vi, min mor, far og jeg, bliver her, er jeg overbevist om, at jeg altid vil synes, at opholdet i Kenya har været utrolig lærerigt og livsbekræftende.

Afrika - små lerhytter, fattige mennesker, sultne mennesker, tropiske sygdomme. Kenya, stammekrige, masaier klædt i rødt, snobbede englændere fra kolonitiden. Kisumu &¡133; Hvad?

De ord var, hvad jeg tænkte, da jeg fik at vide, vi skulle til Kenya. Jeg tænkte ikke over, at der måske kan ske gode og lærerige ting i et fattigt land som Kenya. Da jeg så endelig stod midt i det, blev jeg både forskrækket, lettet og forvirret - det er jo slet ikke, som jeg troede!

Jeg kan tydeligt huske min første skoledag. Jeg var nervøs, men ikke overdrevet. Skoleuniformen bestod af en lyseblå, kortærmet skjorte, sort- og hvidstribet slips, grå nederdel, grå strømper af nylon og sorte sko. Tjaaa, så slemt var det vel heller ikke - med en god portion gåpåmod skulle det nok gå - håbede jeg.

Min selvtillid forsvandt dog gradvist, da først jeg var kommet ind i den store moderne bygning. Fyldt med indere var den, næsten ingen kenyanere - og det tog mig ikke lang tid at regne ud, at jeg var den eneste hvide pige. Eller eneste hvide for den sags skyld.

Jeg forsøgte at støtte mig til tanken om, at der nok var nogle søde piger, som jeg kunne få som veninder. Men den tanke blev hurtigt spoleret. Da jeg kom ind i min klasse, sad der to drenge - og ikke en elev mere. Det er ikke for at undervurdere drenge eller noget, men helt ærligt, det var altså ikke særlig fedt! Havde jeg kvittet mit liv fyldt med veninder, venner, fester og biografture for to drenge, der mest af alt mindede mig om Gøg og Gokke? Kunne der virkelig kun være to elever i en klasse?

Det gjorde det bestemt ikke bedre, at de to drenge (som var meget snobbede og forkælede) syntes, de havde ret til at drille mig med stort set alt. Derhjemme havde jeg aldrig prøvet at blive drillet - og da slet ikke mobbet. Men ved selv at stå i situationen lærte jeg endnu bedre at forstå, hvor vigtigt det er at få gjort noget ved mobning i det kenyanske skolesystem såvel som i det danske.

Efter cirka syv måneder begyndte jeg i Secondary School på den samme skole og kom i klasse med 27 andre. Jeg blev virkelig gode venner med tre piger, Marie, Farah og Devshree. De veninder er mindst lige så gode, som dem jeg havde i Danmark.

Mange mener, at børn verden over er utroligt forskellige både i tankegang og opførsel. Jeg har opbygget en teori om, at alle børn er stort set ens! Piger tænker altid på, hvordan de ser ud, hvem der kan lide hvem, hvem der kommer sammen med hvem og så videre. Der er ingen forskel!

Der er også et andet eksempel, som jeg tror, de fleste vil give mig ret i. Ligegyldigt hvilket land du vælger at rejse til, så vil du finde mobning. Det er simpelthen umuligt at undgå. Man vil også altid finde ud af, at det er den samme type børn, der mobber og bliver mobbet.

Verden kan virke så uoverskuelig, og jo, naturen og omgivelserne i verdensdelene er forskellige, men menneskene, der bor der - nej, de er ikke forskellige inderst inde.

Trods alle vores religioner, kulturer og traditioner er vi ens på en række punkter. Alle ønsker magt, penge, visdom og skønhed på hver deres måde og i forskelligt omfang. Over hele verden vil man finde mennesker, der kæmper for eller imod de samme ting: retfærdighed, ligestilling, racisme og fattigdom. Hvad er den store forskel? Hvad er det store problem, som folk åbenbart har med at leve sammen i fred? Hvorfor tænke på folk som forskellige racer med forskellige farver? Hvorfor ikke bare tænke på dem som ét stort folkeslag?

Tidligere elev på Gammelgårdskolen i Århus og 13 år