For mig at se bygger Pernille Hviid i sit svar til mig i Folkeskolen nummer 21 på teorier, der postulerer at dække en slags virkelighed for børnene. Der er - igen for mig at se - ingen, der nogen sinde har opdaget en adskillelse mellem læring og indlæring. Adskillelsen er konstrueret og kunstig - ligesom adskillelsen mellem kundskaber og kompetencer - for at kunne introducere noget nyt og anderledes alene til tilfredsstillelse af en trang i pædagogiske kredse efter noget nyt at tale om. Ulykkeligvis har det medført den sænkning af uddannelsesniveauet, som vi nu lider under. Det kunstige ligger i en forestilling om, at man i folkeskolen kan nøjes med den begrænsede viden, som straks lader sig omsætte til betydninger i 'sociale praksisser' med børnene som aktører. Der bliver rigtignok ikke megen matematik tilbage efter dette kriterium. Og det er netop det ulykkelige, at man i skolen i dag næsten kun vil vide af matematik på anvendeligt plan, mens hele den svulmende stofmængde, der på folkeskoleplan blot lader sig transmittere, efterhånden er smidt væk. Jeg lærte engang at udlede Herons formel. Jeg kan forsikre for, at jeg aldrig nogen sinde siden har haft brug for at anvende den til noget som helst. Men jeg har nydt glæden ved at kende den. For den er smuk. Men sådan noget er der ikke plads til i Pernille Hviids pædagogiske anvendelsesunivers

Vagn Madsen

Brønderslev