Debat
0   139

Dyd af uenigheden

Folkeskolen viser i praksis, at udgangspunkt for vurdering og mening afhænger af øjnene, der ser. I Folkeskolen nummer 20 ser B.T.-redaktøren Erik Meier Carlsen i Bagsmækken lærer-nej'et som en deprimerende størrelse.

I samme nummer hylder formanden for udviklingsprojektet Astrid Schjødt Pedersen samme nej som en medlemsstyrke, der kan bruges til noget. Forskellen på de to klummeskrivere er, at førstnævnte ser nej'et som en bekræftelse på læreraktivitet, når den intet betyder, og sidstnævnte bekræfter indirekte sandheden i dette, fordi der intet bud gives på, hvad den opnåede styrke kan bruges til. Redaktøren er ude i et godt ærinde i virkeligheden. Han efterlyser levende lærere som faglig gruppe eller fagforening, som ikke regner i kalkulerede omkostninger på det personlige plan. Koster det en hovedstyrelsesplads at give eget bud, så hellere lade sig spærre inde i et fællesskab med vennetjenester i et præsteskab af faglighed, fagforeningskultur, selv om det udadtil betyder, at der vises en solidaritet, nogen kunne vurdere bygger på inkompetence. Sådan udlagde jeg redaktørordene. Til gengæld forklarer Astrid Schjødt Pedersen i 'DLF mener' ikke, hvad det lange Michael Valentin-citat skal bruges til. Valentin beskæftiger sig blandt andet med vigtigheden af at komme videre med uenighed. En ekstraindkaldt kongres er uenighed. Her gøres således en dyd af uenigheden, men nødvendigheden skyldes 93 kongresdelegerede, som ønsker en kongresudredning af indhold og forløb i overenskomstperioden. Gad vide, om de utilfredse har megen brug for at få fortalt, at DLF slet ikke er vred over initiativet, for det står i en bog, 'at enhver form for udvikling kræver en vis form for uenighed'. I det bragte Valentin-citat omtales foreningsinerti som det skrækindjagende forhold, der gør, at fagforeningen glemmer medlemmernes behov. Jamen, her er der noget på spil! Her kunne formanden for udviklingsprojektet passende være standset op for at leve op til sine egne ord om, 'at man bliver en gang imellem nødt til- at være upopulær'. Ja, ikke ude hos medlemmerne på arbejdspladserne, hvis vi får fortalt historien om DLF-inerti, der har betydet, at vore behov er blevet tilsidesat. Min fornemmelse siger mig, at Astrid Schjødt Pedersens manglende lyst til upopularitet på de indre linjer betyder, at vi har eksemplerne til gode. For øjne ser nu engang det, de ønsker at se.

Artiklen fortsætter under banneret

Torben Thomsen

Aars


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ