Kære Anni: Jeg skriver til dig, fordi du må være i stand til at bringe mig ud af en knibe.

Jeg er en af de personer, der kom lidt i klemme ved kommunaliseringen i 1993.

Jeg er 48 år, færdiggjorde min læreruddannelse i 1985 og har siden 1986 været ansat i Århus Kommune på den samme skole.

Det mæglingsforslag, som lige er blevet vedtaget, betyder, at min pension nu er endeligt og fuldt afgjort, og du har jo ved de specielle forhandlinger sagt god for, at det er en acceptabel ordning.

Konsekvenserne er jeg ikke helt klar over, men jeg sender dig lige mine pensionstal, som du meget gerne må foretage en fremskrivning af, så jeg kan se, hvordan mine pensionsforhold vil blive fremover.

Ifølge de tal, som kom fra Lærernes Pension i begyndelsen af april, ser min situation ud som følger:

Når jeg som 67-årig afslutter mit virke i skolen efter 35 års ansættelse, vil min pension udgøre 67.219 kroner.

Vælger jeg at holde som 65-årig, er beløbet 55.968 kroner - som 62-årig 43.155 kroner, og skulle jeg gøre som næsten alle mine kolleger og gå på pension, den dag jeg bliver 60 - ja, så kan jeg få 36.362 kroner om året, til jeg stiller træskoene.

Jeg vil også gerne se en sammenligning med en person med samme anciennitet, som blev ansat på samme tid som mig - blot som tjenestemand. Det var der faktisk en del af mine kolleger, der blev - jeg nåede bare ikke at blive det, før døren klappede i.

Jeg vil meget gerne have et hurtigt svar, da jeg kraftigt overvejer at skifte branche for på den måde at kunne forbedre mine muligheder for en anstændig pension.

Jeg har også overvejet muligheden af at melde mig ud af DLF og sætte kontingentbeløbet ind på en pensionsopsparing. Denne model har jeg ikke helt gennemtænkt, men du har jo mange personer med stor viden inden for talbehandling ansat i din tjeneste, så de kunne måske være behjælpelige med at finde ud af, om det måske var en idé at bringe videre - det er jo trods alt en forpligtelse for DLF at sørge for, at medlemmerne får de bedste vilkår og den bedste vejledning - ikke sandt?

Selv om jeg godt ved, at det er svært at sammenligne, så må jeg indrømme, at jeg føler mig lidt stødt over, hvor megen energi DLF lægger i det store pædagogiske projekt 'Fællesskabets skole i et multikulturelt samfund', hvor man meget forståeligt - rent pædagogisk - forsøger at tilgodese en lille gruppe elever i den danske folkeskole.

Hvorfor bruger man ikke den samme energi på en lille gruppe medlemmer, der også er i klemme?

Med håb om et hurtigt og præcist svar ønsker jeg dig held og lykke med din kommende kongres.

Jeg tror, du får brug for det!

Lars Overballe

Århus