I 1993 var jeg garanteret en tjenestemandspension, når jeg engang lod mig pensionere fra mit lærerarbejde.

Gennem den såkaldte 'lærerpakke' fratog Danmarks Lærerforening og Kommunernes Landsforening mig denne garanti og stillede mig i stedet en overenskomstpension i udsigt.

Når jeg engang bliver pensioneret, betyder det, at jeg får omkring 50.000 kroner mindre i pension om året. At man på den måde aftaler at fratage en medlemsgruppe nogle rettigheder, er vist enestående. Jeg burde måske have lagt sag an mod de ansvarlige, men hvem ønsker en retssag mod sin egen fagforening?

Kongressen vedtog i efteråret, at nu skulle der for alvor tages fat på denne problemstilling. Resultatet for mig bliver, at jeg som et engangsbeløb får 6.000 kroner indbetalt på min pensionskonto. Det vil formentlig betyde, at min årlige pension stiger med ganske få hundrede kroner. Samtidig står der i aftalen: 'Denne aftale er til fuld og endelig afgørelse af problemstillingen om mistet pension ved kommunaliseringen af lærerne i 1993'. En formulering, som formanden har accepteret. Efter at formanden er blevet bekendt med, hvor dårlig en aftale hun har indgået, prøver hun nu at bagatellisere det med, at det fortsat er muligt at gøre noget for gruppen ved senere at arbejde for at kompensere for den lavere pensionsprocent, som vi fik de første år. Dette er ikke andet end en bortforklaring, for det er jo slet ikke her, at det væsentlige problem ligger.

Denne gang kan vi altså ikke bare finde os i det. Formanden må stilles til ansvar for, at hun har accepteret formuleringen om fuld og endelig afgørelse. Har vi en fagforening, hvor begrebet solidaritet eksisterer, er det ikke kun et problem for 93-gruppen, men for hele Danmarks Lærerforening.

Sidder Danmarks Lærerforening denne situation overhørig, er det ikke kun min tillid til formanden, der er væk, men til hele Danmarks Lærerforening.

Steen Larsen

Sydals