Alder er ingen hindring

Selvom man nærmer sig de 70 år, kan elever og kolleger stadig godt være en ekstra livets gave

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er mandag morgen, og kammeraterne skal diskutere weekendens begivenheder. Der er derfor en del snak i klassen, og eleverne er ikke særligt indstillede på at få noget at vide om udsagnsordenes former.

Det distraherer ikke læreren ved tavlen, Verner Borring Olesen. Hans klare stemme rammer alle spredte bemærkninger som en torpedo, og selv den mest ihærdige støjsender må skrue ned for ikke at blive overbelastet.

'Vi tager lige de væsentligste fejl. Normalt har I første del af en diktat rigtig, og denne gang er der heller ikke meget at rette. Der er dog ordene risikere og risikerer. Dem bytter mange om på'.

'Kathrine, hvad hedder udsagnsleddet?'

'Øhh... Det ved jeg ikke'.

Verner Borring Olesen smiler og kommer med en opmuntrende bemærkning.

Det får Kathrine til at tænke sig om, og efter lidt tøven kommer svaret.

'Helt rigtigt. Hovedudsagnsordet ender ofte på e, sådan som det gør her'.

Undervisningen foregår tæt på fartgrænsen, og tempoet tvinger efter kort tid selv de mest snakkesalige elever til at følge med. Der er stadig spredte bemærkninger om dette og hint, men langt de fleste af de 19 i klassen har opmærksomheden rettet mod tavlen og læreren.

Han er ikke særlig høj eller iøjnefaldende, men fordi han hele tiden har overblik og er parat med svar på ligegyldigt hvad, fylder han meget i lokalet.

Rumfanget markeres også af hans venlige tone, de mange smil og de opmuntrende bemærkninger. Til gengæld høres kun en sjælden gang en irettesættelse.

Tjenestemandsloven siger det

Da timen er forbi, har 8.b på Nørrevangskolen i Silkeborg gennemgået en diktat i fire dele, og eleverne er kommet langt med en skriftlig øvelse om aktive og passive sætningskonstruktioner.

Borring Olesen kan, som han har gjort mange gange før, tilfreds gå tilbage til pausen på lærerværelset.

'Det er en dejlig klasse, hvor det fornemmes, at de fleste stræber efter at opnå et godt resultat. Men man skal hele tiden give dem udfordringer', siger han.

Glæden over at undervise har Verner Borring Olesen til fælles med mange lærerkolleger, men alderen har han for sig selv. Med et CPR-nummer, hvor femte og sjette ciffer er henholdsvis et tre- og et total, hører han til folkeskolens absolut ældste. Men det tynger ham ikke.

'Alderens vigtigste betydning er, at man, fordi tjenestemandsloven siger det, bliver nødt til at holde, når man runder de 70. Derfor skal jeg snart til at sige farvel til skolen', siger han.

Han tog eksamen på Th. Langs Seminarium i Silkeborg det år, da Sovjetunionen invaderede Ungarn, og efter to år som soldat var han parat til at søge arbejde ved skolevæsenet i Silkeborg, hvor han har været ansat lige siden. Han har altså været lærer - og tjenestemand - i næsten 44 år.

'Det er lang tid, men sådan føles det ikke. Jeg har hele tiden kunnet lide mit arbejde, og de sidste 10-15 år har jeg arbejdet i nogle gode team. Det har været med til at gøre jobbet ekstra interessant'.

Har der ikke været så mange forandringer, at det har været svært at følge med?

'Det er jo kommet helt naturligt. Men selvfølgelig er meget ændret. Skolen er nok i dag mere bureaukratisk end tidligere. Da jeg begyndte at undervise, styredes hele byens skolevæsen af en skoledirektør og en sekretær. Nu er der mange om buddet. Det er man nødt til at vænne sig til, ligesom man er nødt til at vænne sig til andre ændringer'.

Mere frimodige

Nørrevangskolen var oprindelig en skole i et parcelhuskvarter. Så blev der bygget store boligblokke i nærheden, og fra 1970'erne begyndte der at komme mange børn af gæstearbejdere i klasserne. Det er nogle af de store forandringer i Verner Borring Olesens lærerliv. Andre har været dem, som de fleste folkeskoler har gennemgået siden 1950'erne, hvor klasserne og timetallet var helt anderledes end i dag.

'Vi havde 36 timer om ugen og underviste om lørdagen, men det var ikke så krævende som i dag, fordi vi havde masser af tid', siger Verner Borring Olesen. 'Eleverne har også ændret sig. I dag er de mere ukoncentrerede, og det kræver mere at holde dem i ånde. Til gengæld er de også mere frimodige og fredsommelige. Da jeg begyndte, kunne man opleve voldsomme slagsmål i skolegården. Trykket skulle jo lettes'.

Hustruen Elly Olesen, der også var lærer, pådrog sig en sygdom og måtte gå på pension i 1983. Men Verner Borring Olesen har aldrig overvejet at stoppe før tiden.

'Min far var landmand, og selvom jeg tidligt vidste, at det ikke var den vej, jeg skulle gå, kastede jeg mig ikke med fuld musik over at være lærer. Det er jeg med tiden kommet til. Derfor betragter jeg årene i lærerjobbet, fra jeg var 60 til nu, som en ekstra livets gave. Dialogen med eleverne har haft stor betydning. De er det grønne drys på æggemaden'.

Det er vel ikke alle elever, som det er nemt at komme overens med?

'Nej, men de klasser, som jeg har haft mange timer med, har jeg altid haft et godt forhold til. Når der er elever, der har problemer, kan det smitte af på dialogen, men så skyldes det som regel, at de har problemer hjemme. Det er jo en hetisk tid, vi lever i'.

Giver den uro sig udtryk i samarbejdet med forældrene?

'Det synes jeg ikke. Vi skal være kundevenlige, og forældrene er som regel fornuftige at have med at gøre. Men der er undtagelser, hvor vi bliver nødt til at sætte grænser'.

Grimmere mænd

Eleverne har været et lyspunkt, og det samme har kollegerne.

'Det sociale og de mange jokes på lærerværelset er det dejlige ved det. Vi har en tipsklub, der holder fest og tager på udflugt. Vi har for eksempel været til hundevæddeløb og kørt gokart. Vi har også en klub for grimmere mænd, der en gang imellem laver mad sammen i skolekøkkenet. I det hele taget er Nørrevangskolen en meget social skole. Det kan godt være, at vi ikke ligger i toppen med hensyn til karakterer, men vi er heller ikke en socialgruppe et-skole, og både elever og lærere har det godt sammen'.

Engagementet i skolens liv hænger sammen med de mange år, Verner Borring Olesen var fagligt aktiv. Som tillidsrepræsentant var det naturligt at deltage i meget af det, der foregik på lærerværelset og i lærerkredsen.

Det hænger også sammen med, at han gennem alle årene har været meget interesseret i sine fag.

'Jeg har mest undervist i dansk, engelsk og religion i overbygningen, og det har givet fin mulighed til at følge med i fagene. Jeg har desuden været ekstern censor i mange år. Derfor er der næsten ikke den skole på Sjælland og andre østdanske øer, som jeg ikke har besøgt. Heldigvis var jeg med i de gode år, hvor der var penge til kurser, så vi kunne få lov til at efter- og videreuddanne os. Det gav en masse inspiration. I dag er det anderledes. Nu er der færre penge, og de, der er, bruges til edb'.

Når Verner Borring Olesen til juni begynder på sin lange sommerferie, er det samtidig et skift mellem epoker i livet. I betragtning af hvor glad han har været for lærergerningen, kan det godt se lidt hårdt ud.

'Da min far på 95 år døde sidste år, var han mæt af dage. På samme måde er jeg ved at være mæt af at undervise. Derfor er det fint, at der skal til at ske noget andet. Vores hus trænger til at blive pyntet op, og vi har snakket om at købe et sommerhus sammen med børnene, så tiden skal nok gå'.

Skulle der blive lidt tid tilovers, er der stadig medlemskabet i madklubben for grimmere mænd og skolens tipsklub. Interessen for folkeskolen bliver ikke droppet, bare fordi man går på pension.

Jan Kaare er freelancejournalist

Da jeg begyndte, kunne man opleve voldsomme slagsmål i skolegården. Trykket skulle jo lettes

Powered by Labrador CMS