Midt i al den indviklede diskussion om forhandlingsmodeller voksede et deprimerende billede af lærernes situation frem: En gysende fornemmelse af, at de mennesker, vi har bedt om at tage vare om de opvoksende generationers læring, ikke er klar til at tage ansvar for deres egen situation.

Hvordan kan det være, at lærerne så massivt vender sig mod en overenskomst i en fase og på et tidspunkt, hvor det ender med, at deres protest bliver gold og perspektivløs? Hvordan kan det være, at lærernes stillingtagen til så afgørende et princip som Ny Løn kommer til udtryk på denne forsinkede, magtesløse facon?

Naturligvis er der her tale om en ganske subjektiv oplevelse, men der er afgjort træk i overenskomstafstemningen, som understøtter den.

Spændingerne omkring Ny Løn kommer oftest til udtryk som en modstand mod ægte ledelse og konkurrence og understøtter et billede af lærerne som en gruppe, der dyrker solidariteten på en måde, der dækker over inkompetente lærere og en magelig, kynisk udnyttelse af et meget stift regelsæt for skolearbejde og forældrekontakt.

Ny Løn i den offentlige sektor er blevet til som et projekt, der skulle sikre, at den offentlige sektor kunne effektiviseres og udvikles, uden at institutioner og aktiviteter blev privatiseret og udliciteret.

Ny Løn er skabt i snævre forhandlinger mellem Finansministeriet, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen og de offentligt ansattes organisationsledelser - og ikke mindst disse institutioners akademisk uddannede sekretariatsmedarbejdere. Medarbejderne i den offentlige sektor har af gode grunde nok været længe om at opdage, hvad der foregik.

Men en offentlig sektor, der er under pres for effektivisering, og som i de kommende år skal slås i barsk konkurrence om arbejdskraften, kan næppe undvære denne nye lønstruktur.

Det ville være befriende, om lærerne - også som faglig gruppe eller fagforening - var langt mere offensivt til stede i debatten om samfundets indretning - og om skolens indretning.

Det danske uddannelsessystem er under enormt pres. Vi bruger her i landet langt flere kollektive midler på uddannelse end noget andet land på kloden. Vi har - naturligvis - problemer med at sikre en ordentlig kvalitet og fornyelse i uddannelsen. Løsningen i verden omkring os er næsten enslydende: Lad markedet bestemme. Lad folk selv betale for deres børns uddannelse. Det vil give effektivitet i styring og følsomhed over for markedets og tidens krav. Hvis vi vil noget andet - og det er forudsætningen, hvis vi vil bevare klodens mest lige samfund - så skal den kollektivt finansierede uddannelse være effektiv og opdateret. Det kræver effektiv ledelse og styring. Hvad er lærernes bud?

Folkeskolens ledelsessystem har i meget høj grad været præget af solidariteten med lærerne på alle niveauer. Skoleledere har fungeret som lærergruppens repræsentant mere end som dens leder. De lidet repræsentative skolebestyrelser (domineret af offentligt ansatte og pædagoger) tenderer mod at blive lærernes støttegruppe. Til gengæld har systemet skabt en mistillid til lærergruppen og lærerfaget som sådan i mange andre sammenhænge. Netop fordi mange har oplevet, at den interne styring og kontrol ikke fungerede. Denne mistillid er destruktiv og perspektivløs. Samfundet må udvikle en bedre styring og ledelse på landets skoler. For at opretholde legitimitet og effektivitet i det offentlige skolevæsen og for at modvirke den destruktive mistillid mod lærerne. Men lærerne bør blande sig konstruktivt. Ikke kun ved at stemme nej i situationer, hvor det ikke har nogen konsekvens.

Erik Meier Carlsen er politisk redaktør på dagbladet B.T.