Vinni Vidmar

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det var med stor sorg, at vi på Filstedvejens Skole i Aalborg 19. marts modtog meddelelsen om, at Vinni Vidmar ikke længere var blandt os.

I 17 år var Vinni vores afholdte og højt respekterede kollega. Vi har alle så meget at takke hende for. Altid var hun imødekommende, interesseret i, hvad andre netop nu havde gang i, deltagende, når situationen krævede det.

Aldrig fornemmedes der negative vibrationer omkring Vinni. Eleverne eller 'de studerende på instituttet', som hun oftest yndede at omtale dem, holdt umådeligt meget af hende, kollegerne holdt umådeligt meget af hende og ikke uden grund.

Hun havde virkelig hjerte for os alle sammen. Fornemmede hun blot det mindste og svageste tegn på, at nogen, barn, ung eller voksen, trængte til hjælp og støtte, var hun der omgående. Adskillige elever, mange deriblandt, som lå nederst i det sociale hierarki, vil mindes hende med taknemmelighed.

Hun forstod den svære balancekunst at stille krav: 'Gør det, så godt du kan, og så gerne 50 procent til' og så tillige indgyde det unge menneske selvtillid og gåpåmod. Havde spiren en lille defekt, ja så var der ekstra grund til at hæge om den, beholde den i vækstkassen lidt endnu og kun i korte intervaller sætte den på friland, indtil den havde vokset sig stor og modstandskraftig.

Kollegerne på Filstedvejens Skole

Powered by Labrador CMS