Penge at hente til pædagogisk udvikling

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvem vil ikke gerne have en check på 40.000 eller måske 100.000 kroner til et udviklingsprojekt på skolen?

Det kan blive en realitet, hvis man sender en ansøgning til LB-Fonden til Almenvelgørende Formål inden den 15. september. Fonden, under Lærerstandens Brandforsikring, støtter kulturelle, uddannelses- og forskningsmæssige initiativer, der er til gavn for undervisningsområdet. Og der lægges vægt på, at støtten ydes til projekter, der er i gang - eller skal i gang. Formålet for et projekt skal være at skabe 'pædagogisk udvikling med et fremtidsorienteret perspektiv', og det skal blive 'af betydning for mere end en enkelt institution', skriver LB-Fonden. Både enkeltpersoner, grupper og skoler kan søge.

Man skal søge penge til projekterings-, anlægs- eller indretningsopgaver - og det gælder også køb af udstyr, bog- og softwareudgivelser eller studierejser og efteruddannelse - hvis de indgår som 'et nødvendigt og integreret led i et i øvrigt støtteværdigt projekt af større omfang'.

Ansøgningsskema kan rekvireres hos LB-Fonden, Farvergade 17, 1463 København K.

Powered by Labrador CMS