Mennesket og grisen

Udstilling om mennesket illustreret med griseorganer

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kan man brække stigbøjlen? Spørgsmålet kommer lidt i sjov fra en dreng, da øre-gruppen har præsenteret deres emne og blandt andet har vist, hvor lille den mindste af vores knogler er - på størrelse med svovlet fra en tændstik.

8. klasse på Kingoskolen i Slangerup er i gang med en større udstilling om menneskekroppen. Knogle-gruppen har kyllingeknogler udstillet. De har prøvet at brænde en, og de har også haft en lagt i syre. Det blev noget ulækkert geléagtigt, som de forklarer.

Indtil flere griseøjne ligger og stirrer i en bakke, nogle har fået blotlagt glaslegemet. En pige arbejder energisk på at få et øje fri for blodigt væv, så man bedre kan undersøge det. Det er for besværligt at holde øjet med pincetten, så hun smider pincetten og tager godt fat på det med fingrene. Andre rører kun ved de forskellige griseorganer med gummihandsker på.

Klassen har fået lunger, hjerter, øjne og muskler fra det lokale slagteri. De får en ny sending den dag, de skal præsentere udstillingen for deres forældre, der får mulighed for at få målt deres blodtryk, få undersøgt deres blodtype og deres kondital, hvis de skulle have lyst.

Men i dag præsenterer eleverne deres viden om mennesket til hinanden. En gruppe ad gangen fortæller, de andre lytter og stiller spørgsmål. Vi får at vide, hvor på tungen man kan smage søde sager, hvordan muskelfibre er bundtet, hvordan dopingmidler virker, og hvorfor det ikke er nogen god idé at rense øregangen med en vatpind.

hela