Uddannelse skydes ned

Ny uddannelse er uspiselig, mener psykologformand

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Formanden for Dansk Psykolog Forening, Johanne Bratbo, skyder med skarpt mod planerne om en model for en ny psykologuddannelse på Danmarks Pædagogiske Universitet.

'Den er udtryk for en svigtende respekt for den lovbeskyttede titel og for det grundlag, som man også uden for Danmark og folkeskolen finder er nødvendigt for en akademisk psykologuddannelse. Vi risikerer, at den medvirker til at undergrave tilliden til psykologfaget', siger hun.

I akademisk omfang kan den nye uddannelse ifølge psykologformanden ikke måle sig med de femårige psykologuddannelser på universiteterne i København, Århus og Ålborg.

'Det bliver en praktikeruddannelse og al respekt for det, men man skal være varsom med at tro, at man både kan få bredden og specialiseringen på én gang', siger Johanne Bratbo. 'Der bør sættes spørgsmålstegn ved, om den skal kunne give adgang til den samme titel og de samme job som den bredere funderede akademiske psykologuddannelse. Det gør cand.pæd.psych.-uddannelsen i dag, men Psykologforeningen har i flere år ønsket, at der blev set kritisk på uddannelsens længde og niveau. Et stadig stigende antal cand.pæd.psych.er søger nemlig efter endt uddannelse over i andre sektorer. Titelbeskyttelsen er af vital betydning for professionen og udtryk for beskyttelse af brugerne', siger psykologformanden.

Den nye uddannelse lever ikke op til de generelle standarder, som man har for psykologuddannelserne i det øvrige Norden og i en del europæiske nabolande.

Johanne Bratbo mener, at tiden er passé for en psykologuddannelse, der primært skal fungere som overbygning til læreruddannelsen.

j