3.v på Sønderbro Skole i København sitrer af forventning.

En tiårig knægt kommer af med al den opsparede spænding og energi ved at bryde ud i en skærende, falsk sang:

'Poul Nyrup kommer i dag, Poul Nyrup kommer'.

'Vi skal have danskvand til ham. Politikere plejer altid at få danskvand', udbryder klassens ene lærer, Sten Liengård, inden han haster ned på kontoret efter flaskerne.

Klassens anden lærer, Birgitte Zachrau, har inviteret Danmarks forhenværende statsminister til et møde med de ni-tiårige børn.

'Halvdelen af eleverne er tosprogede, og en dag rakte en pige med baggrund i Ægypten hånden op og spurgte: Hvorfor vil Pia Kjærsgaard ikke have, at jeg bor i Danmark? Det forestiller jeg mig, at Poul Nyrup kan svare på, når han kæmper imod hende politisk', siger læreren. Hun fik ideen til at lade Nyrup gæste klassen, da hun i fjernsynet hørte, at han nu har fået mere tid og derfor rejser rundt i landet for at tale med folk.

'Hvis man skal vække tiåriges interesse for politik, skal de møde en, de kender', vurderer hun.

Hårdt at være statsminister

Så henter en delegation på to elever den tidligere statsmand, der nu må ankomme i en ganske almindelig taxa.

'Jeg har jo været statsminister i ni år. Vil I høre lidt om det?', spørger Poul Nyrup Rasmussen, da han kigger ud over flokken af sorthårede og lyshårede børn.

'Jaaaaaahh', råber de i kor.

'Der er meget arbejde, når man er statsminister. Man har ikke ret meget fritid, og man får ikke ret meget søvn. Men det er også spændende. Man bestemmer meget, når man er statsminister. Ved I, hvad en lov er?', spørger Nyrup.

'Ja, det er, hvis nu du for eksempel siger, at alle huse skal være blå, og så stemmer man om det i Folketinget', svarer en pige.

'Ja, det er fuldstændig rigtigt', siger Nyrup og skriver på tavlen, at der er 179 medlemmer af Folketinget.

En sorthåret pige rækker hånden så højt op, som den kan komme, men Poul Nyrup skal svare på klassens forberedte spørgsmål, før ordet bliver frit.

Hvorfor vil Pia Kjærsgaard smide halvdelen af klassens elever ud af Danmark, vil børnene vide.

'Først vil jeg sige, at jeg er ikke enig i, at I skal smides ud, eller at andre skal smides ud, og det, jeg siger nu, er noget, jeg gætter. Jeg tror, at Pia Kjærsgaard vil smide halvdelen af klassen ud, fordi hun ikke tror, Danmark har råd til at have jer, men jeg mener, at vi har brug for jer. Jeg tror også, at Pia Kjærsgaard er lidt bange for jer. Hun er bange for de børn, der er halvdelen af klassen', svarer Poul Nyrup.

Sød mod mand og vovse

Børnene vil også vide, om Pia Kjærsgaard er sød i virkeligheden.

'Jeg tror, I skal tænke på det på en måde, som ikke er let. Jeg tror, Pia Kjærsgaard er et menneske som alle andre mennesker. Hun er sød og venlig over for sin mand og sine børn og sin vovse og politikerne inde i Folketinget. Men derfor kan man godt være meget uenig med hende. Man kan godt være meget uenig med en person, uden at personen behøver være uhyggelig', forklarer Nyrup.

Imens sidder den sorthårede pige tålmodigt med hånden helt oppe.

'Hvad vil du sige?', spørger Poul Nyrup.

'Du har skrevet g i stedet for 9', konstaterer pigen.

'Har jeg virkelig skrevet g i stedet for 9', siger Poul Nyrup forundret og visker 9-tallets bue væk.

'Sådan lærte jeg at skrive, da jeg gik i skole', forklarer han.

Lidt efter mener en anden elev, at han har skrevet et f på en underlig måde.

'Det er lige meget, han er jo ikke skolelærer', indskyder læreren.

'Nej', svarer Poul Nyrup.

'Jeg er jo ikke skolelærer. Jeg er formand for Socialdemokratiet'.

Så bliver ordet frit, og børnenes spørgsmål regner ned over Nyrup.

Hvordan har du uddannet dig til statsminister?

'Jeg har arbejdet i lang tid. Jeg har læst meget, lyttet meget og rejst meget. Jeg har mødt mange mennesker og mange skolebørn som jer. Men alle voksne kan blive statsministre. De kan ikke være det på én gang, og der er ikke særlig mange, der bliver det, men man skal ikke være noget bestemt for at blive det'.

Trist at tabe

Hvad var dit yndlingsfag i skolen?

'Dengang jeg gik i tredje klasse ligesom jer, var det regning'.

Hvordan var det at tabe?

'Det var ikke ret rart. Det var ligesom at tabe i en fodboldkamp, men så må man gøre, ligesom når man taber i en fodboldkamp. Man må sige: Det var ærgerligt, men nu må jeg gå i gang med en ny kamp'.

Hvordan var det, første dag du var statsminister?

'Jeg var lidt genert. Det var ligesom første dag i skolen, tror jeg. Men så vænner man sig til det, ligesom man vænner sig til at gå i skole'.

Hvordan er det at være kendt?

'Det er ret sjovt at være kendt. Folk siger: 'Hej Poul'. Men det er også besværligt. Man kan ikke pille sig i næsen, for så kommer der billeder af det'.

Kører du i bus?

'Ja, det gør jeg en gang imellem'.

Når du kommer ind i en bus, skriger folk så yeahhh?

'Det er forskelligt. Nogle gange læser de i avis, og så kigger de lige op og siger: 'Hej'. Nogle gange siger de ikke noget, og nogle gange er der en skoleelev som dig, der siger: 'Hej Poul, hva' så''.

Ingen bodyguard

Er du FCK-fan eller Brøndby-fan?

'Jeg kan godt lide begge hold, må jeg sige'.

Hvorfor har du ikke en bodyguard?

'Det har jeg ikke, fordi det behøver man ikke i Danmark. I Danmark går man ikke og slår på politikere og heller ikke på statsministre. Men ude i verden har jeg haft nogle til at passe på mig'.

Men i fjernsynet så jeg nogen, der kastede æg på Fogh Rasmussen...

'Ja, det var synd. Vi skal tale sammen. Vi skal ikke kaste æg på hinanden. Jeg synes heller ikke, man skal mobbe hinanden'.

Du hedder Nyrup Rasmussen, og han hedder Fogh Rasmussen. Hvorfor hedder I det samme?

'Det er, fordi der er ret mange, der hedder Rasmussen i Danmark. Der er også mange, der hedder Jensen'.

Har du nogen sinde kørt i limousine?

'Ja'.

Har du nogen sinde kørt i jaguar?

'Ja, en enkelt gang eller to'.

Ingen krummede tæer

Har du mange penge?

'Ja, jeg har ret mange penge. Jeg tjener det samme som en statsminister. Det er en million og 200.000 kroner om året'.

Svaret får jublen til at bryde ud.

'Åh, kan jeg ikke være din søn, så får jeg mange lommepenge', udbryder en dreng benovet.

Til sidst får Poul Nyrup Rasmussen overrakt en seddel med elevernes forslag til, hvad han skal kæmpe for politisk, og hvad han skal gøre for at blive statsminister igen. De mener blandt andet, at han skal blive ved med at sige noget til Pia Kjærsgaard, og at han skal kæmpe for længere timer i skolerne, flere middelaldercentre og fred mellem Israel og Palæstina.

Så kører Poul Nyrup igen af sted i taxa, mens børnene hujer og vinker farvel.

'Det gik jo perfekt', siger Sten Liengård en lille smule overrasket. Da Birgitte Zachrau fortalte, at hun havde inviteret Nyrup, var han noget skeptisk.

'Jeg tænkte, at de var for små. At det var at skyde gråspurve med kanoner, og jeg var bange for, at vi skulle sidde og krumme tæer, men det gik jo fint. Han tog alle spørgsmålene seriøst, og jeg tror, det gør børnene mere levende interesserede i politik. Næste gang de ser ham i en avis, læser de måske artiklen'.

Maria Rørbæk er freelancejournalist