Frihed til at sige stop

Lærerpar på 61 og 64 flygter ikke fra folkeskolen, men går på efterløn for at få tid til alt det andet

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Morgenavisen skal læses fra den ene ende til den anden, mens det stadig er morgen. Der skal høres gode P1-programmer, hygges om børnebørnene og haven. Og så er der også lige et par projekter - Trine vil læse fransk, Paul filosofi, og så har Paul vanvidsprojektet: alle Bob Dylans sange skal gendigtes på dansk.

Trine Kragh-Sørensen, 64, og Paul Hagh Petersen, 61, er ved at vænne sig til tanken om, at det er deres sidste få uger på Klostermarkskolen i Roskilde. Når eleverne går på sommerferie, går de på efterløn, men det er ikke nogen flugt fra hverken folkeskolen, arbejdsforholdene eller eleverne, understreger de.

'Jeg fyldte 60 en lørdag, og da jeg så mødte på skolen mandag morgen og gik gennem den lange gang, så tænkte jeg lige pludselig: 'nu er det frivilligt - jeg kan stoppe, hvis det bliver for broget'', fortæller Paul Hagh Petersen. Sammen med sin kone Trine var han blandt de 18.000 lærere, der i marts 1992 meldte sig ind i dlf/a for at sikre sig retten til efterløn efter ti års medlemskab. Trine Kragh-Sørensen kunne godt være gået af allerede for fire år siden. I stedet valgte hun at kombinere aldersreduktionen med nedsat tid og arbejdet som tillidsrepræsentant, så hun de seneste år kun har haft fire en halv times undervisning om ugen:

'Fordi jeg er gået ned i tid, så har jeg ikke fået optjent det sidste pensionsår, men jeg ville trappe langsomt ned og ikke stresse sådan rundt. Der burde være en aftrædelsesordning, hvor man kunne gå ned i tid uden at miste pensionsår, hvis man vil have, at lærerne skal blive ved, når de er fyldt 60', siger Trine Kragh-Sørensen. Hun har ikke brugt den ekstra tid til at holde fri, men til at gå mere i dybden med både arbejdet i forbindelse med undervisningen og tilidsrepræsentantjobbet og ikke styrte hektisk fra det ene møde til det andet.

Så lidt kedsomhed som muligt

Paul Hagh Petersen gik af som kredsstyrelsesmedlem 1. april og har stadig ikke helt vænnet sig til, at møderne ikke står tæt i kalenderen. Frem til ferien har han kun sine timer som skolebibliotekar at passe.

'Når børnene ringer og spørger, om vi kan ses, har vi været nødt til at finde kalenderen frem for at finde et tidspunkt. Det synes jeg da er ærgerligt. Vi har selv haft forældre, der kunne hjælpe, når vores børn var syge. Det vil vi også gerne kunne', siger han.

For nogen tid siden oplevede Paul og Trine en periode præget af sygdom og dødsfald blandt familie og venner:

'Det gik op for mig, at jeg ikke var udødelig. Vi har nok meget levet sådan, at alt det, vi drømte om, det kunne vi gøre 'engang'. Men det er jo ikke sikkert, at 'engang' kommer - det bliver nok svært at opleve Grand Canyon med rollator!'

Og selvom de to snart-efterlønnere går fra folkeskolen uden bitterhed, så har de da også lige en afskedsreplik:

'Vi plejer jo at optage radioprogrammerne og høre dem i bilen på vej på ferie. Og for nylig hørte vi Klaus Rifbjerg sige, at hans motto er 'så lidt kedsomhed som muligt'. Vi kiggede på hinanden og undrede os over, at han ikke sagde 'så meget sjov som muligt'. Men der er jo pokker til forskel! Kunne vi lærere bare lufte vores faglige stolthed og sige: 'Vi er lærere, vi er styret af nogle læseplaner, og vi ved, hvad vi gør, og det er ikke så meget sjov som muligt, men faglighed med så lidt kedsomhed som muligt'!'

kara

Powered by Labrador CMS