Der har været mange grunde til at stemme nej ved den netop overståede urafstemning, men ingen af dem kan have været, at vi med en strejke kunne ryste arbejdsgiverne. Det er naivt at tro, at strejken som fagligt, politisk og økonomisk kampmiddel i den offentlige sektor på nogen måde vil kunne skræmme arbejdsgiveren. Ja, vi må tværtimod regne med, at de kommuner, der blev varslet strejke imod, betragtede det som en gevinst, mens de kommuner, som ikke blev udtaget til strejke, følte sig forfordelt.

I den private sektor er det en kendsgerning, at en arbejder producerer mere 'værdi', end han får i løn. Det betyder, at ejeren af produktionsmidlerne, der køber råvarer og arbejdskraft, står tilbage med en 'merværdi', når han har solgt sine varer, har betalt for råvarer og arbejdskraft og har betalt for vedligehold af produktionsmidlerne. En strejke eller lockout i det privatkapitalistiske system har derfor følgende økonomiske konsekvenser:

Den strejkende eller lockoutede arbejder mister sin løn, men skal stadig have noget at spise. Det bringer arbejderen i en økonomisk klemme. Samtidig sparer kapitalisten lønnen, så umiddelbart skulle man tro, at det var en smal sag for ham at stå en konflikt igennem. Men kapitalisten mister det, arbejderen skabte, og herved bringes også kapitalisten i en økonomisk klemme. Strejken og lockouten bringer økonomiske tab til både kapitalist og arbejder - den part, som kan udholde tabene længst, vinder.

Den offentlige sektor fungerer ikke som det privatkapitalistiske system. I den offentlige sektor er der ingen aktionærer eller private ejere af produktionsmidlerne - ejerne er os alle sammen (hvilket faktisk gør en tilbundsgående analyse rimeligt indviklet). Der skabes ikke merværdi i politisk økonomisk forstand, idet de få offentlige produktioner, hvor det alligevel skete, for længst er privatiseret. Den kendsgerning giver følgende økonomiske konsekvenser af en konflikt i den offentlige sektor:

Den strejkende eller lockoutede offentligt ansatte mister sin løn, men skal stadig bruge de basale livsfornødenheder, og det bringer den ansatte i en økonomisk klemme.

Samtidig sparer den offentlige arbejdsgiver lønnen, og da der ikke skabes merværdi i den offentlige produktion, må man beklageligvis eller heldigvis (afhængig af om man vælger kasket som ansat eller borger) konstatere, at der for arbejdsgiveren kun er tale om en økonomisk gevinst!

Konflikt i den offentlige sektor giver altså kun økonomiske tab til de ansatte og tilsvarende økonomiske gevinster til arbejdsgiveren! Strejker og lockouter i kommunerne bidrager alene til at bringe kommunale budgetunderskud og dårlige regnskabstal ud af verden på en - for politikerne - behageligt uforpligtende facon.

Naturligvis handler strejken som fagligt kampmiddel ikke kun om økonomi - den har også en politisk dimension. En strejke i det offentlige vil først og fremmest ramme dem, som bruger den offentlige service - og det er jo blandt andre os selv og andre almindelige mennesker. Man kan endda sige, at samfundets svageste er mest afhængig af den offentlige indsats. Der er ikke megen politisk goodwill at hente i at forhindre hjemmehjælp, børnepasning, hospitalsbehandling, undervisning og socialrådgivning. Jeg har vanskeligt ved at se den oplagte politiske gevinst ved en strejke i det offentlige her og nu.

I den del af fagbevægelsen, der opererer på det offentlige område, har vi behov for en form for forståelsesrevision - en moderne og tidssvarende teoridannelse, der forhindrer os i at tro, at vi presser arbejdsgiveren, når vi - billedligt talt - slår os selv i hovedet med en hammer. Nu, hvor der ikke skal strejkes, må det være muligt - fordomsfrit - at diskutere og analysere de politiske og økonomiske sammenhænge i dagens Danmark og danne os en brugbar teori om, hvilke magtmidler vi som fagforeninger egentlig råder over.

Formand for Vestsjællands Lærerkreds