Ovenstående sætning er alt for velkendt af mange almindelige folkeskolelærere.

I Folkeskolen nummer 17 kan man læse, at der er noget galt med økonomien i DLF. 'Foreningen lever over evne', 'Hovedstyrelsen føler sig tvunget til at tage nye initiativer'.

Ja, men så er der vel kun det at gøre, som man må gøre i en almindelig lærerhusholdning, nemlig at skrue ned for blusset og leve af det lidt, man får i den lille pengepung.

En lærer kan jo ikke komme rendende med tårer i øjnene til arbejdsgiveren og forvente at få mere i pengepungen, fordi han nødvendigvis må have computer nummer to, eller fordi det koster dyrt at deltage i 1.000 unødvendige møder.

Nej, vi må som almindelige lærere nøjes med de almisser, der gives, og som vore topforhandlere mener er godt nok til os.

DLF skal derfor ikke bare komme med vand i øjnene og kræve en kraftig kontingentforhøjelse for at klare et tilsyneladende overforbrug.

Det kunne egentlig være 'morsomt' at vide, hvad der postes penge i til et utal af ligegyldige ting i form af ulæselige, men flotte skrifter, gode råd om dit og dat, deltagelse i alle mulige og umulige emner, der alligevel i mange tilfælde ender i rene luftbobler, som fylder en masse på papir, men som i praksis ikke er papirets pris værd.

Hvor bliver der dog tilsyneladende brugt utrolig megen tid, kræfter og penge på at involvere sig i skrivebordsgeneralernes ordflom.

Ok - ikke den OK - men ok, hvis man som almindelig lærer oplever, at ens fagforening er god til at forhandle sig frem til en anstændig lærerløn og til nogle anstændige arbejdsvilkår, så ville man også kunne se det rimelige i et højere kontingentbidrag. Men jeg er overbevist om, at langt de fleste almindelige lærere ikke just er faldefærdige af begejstring over foreningens evne til at sørge for medlemmernes arbejdsmæssige og økonomiske velbefindende.

Sven Aage Pogel

Næstved