Man kan blive afhængig

Det er ikke helt det samme som før at modtage Folkeskolensidst på ugen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Folkeskolens hjemmeside blev i 2001 dynamisk og har nu fået nyt udseende. Indholdsmæssigt er folkeskolen.dk en guldgrube for os lærere, men funktionaliteten er trods nye, smarte ikoner klart bedre end brugervenligheden.

Ud over ugens blad, som er der om onsdagen, rummer hjemmesiden daglige nyheder, der som lærer giver én et godt overblik over, hvad der rører sig på skoleområdet - i medierne og i forhold til skolens mange interesseorganisationer. Der er en database med anmeldelser af undervisningsmaterialer og pædagogisk faglitteratur, en artikeldatabase organiseret i temaer og et simpelt og velfungerende søgesystem.

Opretter man sig som bruger, kan man inden for de nævnte kategorier udvælge sine interesseområder, så alt af relevans findes i ens private bibliotek, og tilsvarende kan man modtage det samme via e-mail. Artiklerne og anmeldelserne er for mig som lærer til stor inspiration og gavn i hverdagen. Oprettet som bruger og tilmeldt sidens mailservice har jeg mulighed for på en yderst behagelig måde hele tiden at holde mig ajour med nyudgivelser inden for det pædagogiske fagområde og de fag, jeg underviser i.

Uklare menuer

Folkeskolen.dk kan således noget helt andet end bladet og har mange gode funktioner, men siden er hæmmet af, at menuerne ikke er entydige og klare. Hovedmenuen står som den eneste fast på siden, mens alle øvrige menuer flytter sig rundt fra punkt til punkt, og det går ud over overblikket. Besværligt er det også, at man skal tilbage til forsiden for at logge på, og det er især ærgerligt, at menuen med ens profil ikke følger én, når man via hovedmenuen klikker sig ind på de forskellige dele af siden.

Disse brugermæssige problemer virker hæmmende og kan således også være skyld i, at netdebatten desværre ikke for alvor er kommet i gang. Her er der ellers rig mulighed for som lærer ikke bare at følge med i, men også at sætte sit øjeblikkelige præg på debatten. Det kunne en bedre brugervenlighed nok sætte skub i, ligesom det måske i højere grad ville åbne op for brugen af dette helt oplagte forum til kollegiale råd, erfaringsudveksling og inspiration.

Til sidst et par advarsler: Man kan blive afhængig af at følge med i nyhederne på folkeskolen.dk, og det er ikke helt det samme som før at modtage bladet sidst på ugen, hvis ikke man har selvdisciplin nok til at afholde sig fra at klikke sig ind på netop denne del af siden.

Conni Hesel Poulsen er lærer ved Gammelgårdskolen i Århus