I forhold til overenskomstresultatet står valget mellem et gratis nej, fordi de såkaldte sammenkædningsregler meget sandsynligt fører til et pænt ja ved urafstemningen, eller et oprørsk ja for at protestere imod en forening med især en formand og en hovedstyrelse, der bevidst har styret mod et forhandlingssammenbrud for at få Forligsinstitutionen til at foranstalte en samlet urafstemning, så der kunne siges nej til forlig med tom trussel om konflikt og skjule, at det anbefalede nej fører til det samme lønmæssige resultat. En formandspost til en million i årlig gage er vel også et motiv.

Pludselig er lighed på arbejdspladsen i forhold til indsats et mantra, selv om sidste overenskomst gav en brølende ulighed for de mange tusinde lærere, der satser på, at lærerens kerneydelse er undervisning. Katederunddragerne, som et medlem af hovedstyrelsen smagfuldt kaldte dem, var vinderne med en forberedelsesfaktor på lige fod med underviserne. De tabende undervisere kunne nu mageligt sige ja til ny overenskomst, fordi kommunernes jordbundne politikere for længst må have indset, at den smule til Ny Løn-fordeling, der ligger i forliget, naturnødvendigt bør gå til de lærere, der arbejder med mange undervisningslektioner. Formanden har med taktisk snilde udraderet foreningens såkaldte opposition ved at trække den allestedsnærværende lighedshest ud af stalden, selv om tankegangen, som allerede anført af modstanderne af sidste overenskomst, har ført arbejdsmæssige uligheder med sig.

Hvis man vil undgå at gå i samme fælde, som selv oppositionen hænger fast i, står valget på et ja til mæglingsforslaget. Et ja betyder, at man ikke vil afgive et nej, der allerede i forvejen er nedstemt. Et ja betyder, at der ønskes en kraftig udskiftning i toppen af lærerforeningen, hvor lærerlyrikken og manglen på formandsprofil har gjort lærerstanden til en mindre markant gruppe, end den fortjener i forhold til det betydningsfulde arbejde, der ydes. Et ja betyder et signal til foreningen om, at medlemmerne har gennemskuet et apparat, hvor taburetklæberi er den egentlige strategi. Forsøget på at lave en tom fællesfølelse ved hjælp af enig hovedstyrelsesanbefaling om et nej kan kun tilbagevises ved at stemme ja til noget, der alligevel vedtages.