Efter at have læst forsideartiklen 'Dobbeltspil' i Weekendavisen den 27. marts, bliver mine bange anelser om fordele og ulemper ved KTO-samarbejdet (Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte) styrket.

Er den vigtigste grund til, at vi forbliver i dette samarbejde, at vi kan blive trynet til at acceptere en overenskomst, som vi ikke ønsker?

Jeg ved, at pressen altid dyrker splittelse, og muligvis har nogle af de organisationer, der anbefaler et ja, en vis interesse i at miskreditere DLF lige nu.

Men tilbage står, at Anni Herfort ikke klart og tydeligt har meddelt i KTO's forhandlingsudvalg, at hun agtede at stemme nej. Hvorfor gjorde hun ikke det?

En klar og tydelig udmelding fra formandens side kunne muligvis have fået andre i forhandlingsudvalget til at træffe en anden beslutning.

Akademikerne meddelte, at de på grund af deres isolerede stilling i KTO 'ikke ville modsætte sig' mæglingsskitsens fremlæggelse. Hvis de ikke var så isolerede, havde de måske stemt nej.

Det kunne tænkes, at sygeplejerskernes formand Connie Kruckow, der hele tiden har delt DLF's synspunkter vedrørende midler til Ny Løn, havde anbefalet et nej. Sygeplejerskernes hovedstyrelse er nu splittet - ni ud af 19 i hovedstyrelsen anbefaler et nej.

Og hvem ved, om balancen var tippet i BUPL til fordel for et nej. Nu sluttede afstemningen i deres hovedstyrelse med 22-17 for et ja.

Det vil sige, at vi muligvis kunne have skabt en situation, hvor vi i stedet for at stå alene i KTO havde stået sammen med flere andre om at afvise mæglingsskitsen. Hvilken betydning det kunne have for udfaldet af afstemningen, siger sig selv.

Hvorfor valgte formanden at holde lav profil? Hvorfor undlod formanden at styrke foreningens interesser?

Helle Munch Nielsen

København