Debat

Irrelevante problemer

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvad allerede Grundtvig fastslog i indledningen til sin Nordens Mytologi med bemærkningen om, at det er en dårskab at ville gøre alle folk lige kloge, for det tjener kun til at gøre alle folk lige dumme, har en Pisa-undersøgelse, som refereret af professor Niels Egelund i Folkeskolen nummer 9, nu godtgjort på videnskabelig vis. Konklusionen, som den drages af Niels Egelund, er, at fagligt niveau smitter. Men det er vel også i god overensstemmelse med den grundtvigske påstand. For det betyder, fremfører Niels Egelund, at svage elever i klassen med mange dygtige bliver stimulerede og dermed dygtigere. Og det er jo godt. Men det betyder altså også, at dygtige elever i klassen med mange svage hæmmes af disse. Og det bør man ganske enkelt ikke acceptere i en uddannelsesinstitution. Det er uanstændigt, omend det passer præcist med hensigten med de udelte klassers ensgørende effekt. De dygtige skal betale, for at svage stimuleres. Og det er sikkert et smukt kristent mål. Men uddannelsesmæssigt er det en uanstændighed. Spørgsmålet er så, hvorfor Niels Egelund ikke vedgår dette og foreslår genindførelsen af den delte skole, hvor svage vitterligt kan stimuleres, uden at det sker på de dygtiges bekostning. Men det gør han altså ikke. I stedet for retter han blikket mod nogle alvorlige, men i denne henseende irrelevante demografiske fordelingsproblemer, som man selvfølgelig ikke kan stille noget op med. Men han opnår i hvert fald, at man slipper for at løse det problem, han har peget på. Og det kan muligvis virke tilfredsstillende og i hvert fald beroligende. Men så skal man altså ikke bebrejde forældre, at de udnytter skolernes offentliggjorte karaktergennemsnit til at finde frem til de skoler, der formodes at have overvægt af dygtige elever, og hvor det altså skulle være muligt at stimu--lere svage, uden at andre skal bøde for det.

Vagn Madsen

Brønderslev

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler