Mere merit og bedre modtagelse

Både KL og forældre vil have meritlærere og bedre introduktion til nyansatte

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ifølge Kommunernes Landsforenings (KL) prognoser vil Danmark i år 2010 mangle ikke mindre end 3.500 lærere - eller cirka to lærere per skole. Afdelingsdirektør i KL Niels Bertelsen mener ikke, at det er en situation, man kan rekruttere sig ud af. Det var beskeden, da Danmarks Lærerforening holdt konference om rekruttering og fastholdelse den 6. marts.

'Hvis man tror lidt på vores prognoser, og det kan man roligt gøre, så må man se på andre veje end den vaskeægte seminarieuddannede lærer', sagde Niels Bertelsen.

Han pegede på, at de, der går på pension omkring år 2010, er århundredets største årgange, mens de, der skal afløse, er århundredets mindste. I øvrigt mener han, at lærerne er for kritiske over for andre typer arbejdskræfter.

'Lærerne kan jo godt gå ind på andre arbejdspladser og være gode, men folk fra andre arbejdspladser kan åbenbart ikke komme ind i folkeskolen og være gode. Det kunne man godt se lidt på. For eksempel har jeg aldrig forstået, at en pædagog kun kan få et års rabat på læreruddannelsen'.

Forældre for merit

Formanden for forældreorganisationen Skole og Samfund, Thomas Damkjær Petersen, sagde, at de også var interesserede i meritoverførsler. Dog understregede han, at der ikke måtte være tale om discountløsninger.

'Vi vil gerne have de næstbedste ind. De skal selvfølgelig lære det, de mangler, men så skal de også have udsigt til fastansættelser', sagde han.

Samtidig slog han meget hårdt på, at personalepolitikken skal forbedres. Især måden, hvorpå skolerne tager imod nye lærere, skal til revision.

'På andre virksomheder ville det jo være utænkeligt, at man ikke havde en introduktionsordning - og det er ikke noget med at lade de nye passe sig selv og give dem de sværeste opgaver. Husk på, at der er tale om en investering', sagde Thomas Damkjær Petersen.

KL ville også gerne være med til at bakke op om modtagelsen af unge lærere.

'Man skal selvfølgelig se på de unge læreres situation. Nogle ting kan man først lære, når man er i folkeskolen. Derfor ligger der også en opgave i at introducere de nye ordentligt til arbejdet', sagde Niels Bertelsen.

Konsulent Per Bøjlund, som også deltog i konferencen, var helt enig i, at der skal sættes ind på det personalepolitiske område, men havde en formaning til KL.

'Initiativer kræver midler, og bundlinjen hos kommunerne er simpelthen for lav', slog han fast.