I Folkeskolen nummer 9 beklagede Jørgen Mogensen sløjdfagets imageproblemer, og han havde fundet adskillige eksempler på uheldige sløjdlærere i litteraturen. Han efterlyste en positiv omtale af sløjdlærerne i den danske skønlitteratur.

Jeg synes ikke, det er en god idé, at sløjdlærerne bruger deres energi på at finde dette eller hint 'sløjdlærercitat' i den danske litteratur (rent bortset fra at det er en noget sær opgave at blive sat til). Hvis sløjdfaget har et imageproblem - og det har det muligvis - må vi begynde med os selv, for sløjdlærerne bærer selv en del af ansvaret. Hvorfra stammer mon opfattelsen af sløjdlæreren som en person, der isolerer sig nede/ovre på sin sløjdsal, der vistnok ligger. . . øh. . . et sted nede i kælderen. . . eller er det ovre i barakken bag gymnastiksalen?

Sløjdlærerne må være de nærmeste til at gøre deres fag mere synligt i skolehverdagen. Vi må væk fra bordskånersløjden, ud og vise, hvad faget kan bidrage med i en moderne skole, være langt mere aktive (eller aggressive i positiv forstand) i teamsamarbejdet i forbindelse med projektarbejder og byde ind med nogle af de mange spændende sløjdfaglige aktiviteter, der både kan være med til, at børnene får en særlig praktisk-musisk vinkel på emnet, og samtidig giver dem en mulighed for erkendelse gennem praktisk, problemløsende arbejde. Vi må på forældremøder forklare forældrene, at bordskånerne er et overstået kapitel i fagets historie, og at det i øvrigt heller ikke er fagets opgave at levere gaver til familiefødselsdagene.

Lad os komme ud og vise fagets mange spændende, pædagogiske muligheder - og lad skønlitteraturens sløjdlærere hvile i fred.

Sven Hylleberg

København