Debat

Åbenhed er godt

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg har det generelle synspunkt, at åbenhed er et godt princip, for så vidt det ikke er til skade for enkeltpersoner eller grupper.

Der er alt for mange eksempler på, hvad skjulte data og hændelsesforløb kan afstedkomme. Gulvtæpperne ligger højt mange steder.

Når nu karakterer gives, og de opbevares, hvorfor da skjule dem?

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Hvilket formål tjener det? Vi lever i et informationssamfund, hvor borgerne efterhånden er vant til, at alle oplysninger om alt kan findes. Kan borgerne ikke selv, skal journalister nok grave oplysningerne frem.

Fra mange steder i skoleverdenen lyder et ramaskrig, fordi undervisningsministeren ønsker at pålægge alle skoler at offentliggøre elevernes karaktergennemsnit. Skal en skole vurderes, skal mange parametre kendes. Det er jeg enig i, men det er da intet argument for at forholde offentligheden én af disse parametre - karaktererne! Opgaven for den enkelte skole er da at oplyse om de forhold, pågældende skole ønsker medinddraget for at opnå en relevant vurdering af skolen og dens evne til at løse de af samfundet stillede opgaver. Kald det bare skolens kvalitet.

Det er tåbeligt at bruge energi og goodwill på at bekæmpe adgang til oplysninger, så længe de ikke vedrører enkeltpersoner, der kan identificeres. Brug i stedet kræfterne og fornuften på at fremkomme med de oplysninger, der sammen med karaktererne giver det rette billede af skolen.

For øvrigt bør vi ikke undervurdere vore medmennesker. Man behøver ikke være lærer for at vide, at der skal meget mere end karakterer til at give et fuldstændigt billede af en skoles kvalitet.

Jeg mener, den danske folkeskole er så god, at den fuldt ud tåler at blive kigget over skulderen. Vi har intet at skjule, men meget at fortælle.

Inge Sand

Odense