Uddannelsen kan vente

Lige nu kan det være lige meget med at afslutte læreruddannelsen, siger studerende

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

¡ For lærerstuderende Rudi Mariusen var det ikke vikararbejde under selve uddannelsen, der betød, at han stadig ikke har fået taget sine afsluttende eksamener, selv om han begyndte på lærerstudiet i 1995.

Han løb ind i nogle personlige problemer lige inden slutningen af sit fjerde studieår. Det betød, at han måtte droppe de sidste eksamener.

'Når man så ikke gennemfører på den normerede tid, er forudsætningerne pludselig nogle andre. Jeg havde for eksempel ikke mere SU, så jeg blev nødt til at skaffe ekstra indtægter til min bolig på en anden måde', siger Rudi Mariusen.

Det var ikke noget problem for ham at få et fuldtidsjob som lærer, så han begyndte at arbejde i stedet for at vende tilbage til seminariet og færdiggøre sine studier. Han havde dog stadig intentioner om at gøre uddannelsen færdig, og i sommeren 2000 fik han en uge fri fra skole for at gå til eksamen. Desværre dumpede han.

'Jeg vil have nogle års erhvervserfaring, før jeg prøver igen. Men jeg ved godt, at min fremgangsmåde rammer seminariet økonomisk', siger Rudi Mariusen.

'Det er ikke sådan, at jeg synes, det kan være lige meget med en læreruddannelse. Men det kan være lige meget lige nu. Nu er jeg ude og får prøvet mig selv af'.

Lige nu har han ikke nogen planer for, hvornår han vil tage de eksamener, han mangler.

lg

Frafald på Ribe Statsseminarium:

Årgang 1997:

170 studerende begynder

Efter 1. år: 88% (150) tilbage

Efter 2. år: 83% (141) tilbage

Efter 3. år: 81% (138) tilbage

Efter 4. år: 63% (107) gennemført på normeret tid

Årgang 1998:

178 studerende begynder

Efter 1. år: 85% (153) tilbage

Efter 2. år: 79% (142) tilbage

Efter 3. år: 75% (133) tilbage

Efter 4. år: vides endnu ikke