Voksenmobning
1   407

Knækket af mobning

Kirsten blev i flere år mobbet af skoleleder og kolleger. I dag er hun sygepensioneret

Management og teambuilding var blot nogle af de ord, der raskt fulgte med den nye skoleleder. Manipulationen og bagtalelsen kom senere.

Der er tale om en mellemstor skole på Sjælland, og et stykke derfra sidder Kirsten med eftervirkninger af flere års mobning fra skoleledere og kolleger. Ifølge Kirsten sidder der flere tidligere mobbede lærere rundt omkring. Lærere, der er rejst fra den samme skole.

Artiklen fortsætter under banneret

Kirsten hedder noget andet. Hun vil gerne fortælle sin historie, men hun vil ikke genkendes. Hun lider af posttraumatisk stress-syndrom efter mange års mobning. Hendes lidelse er ikke anerkendt som en arbejdsskade, men hun har været sygemeldt siden 2000, og sidste år fik hun tilkendt social pension samt tjenestemandspension.

'Jeg savner børnene og mit arbejde. Jeg har altid været glad for mit arbejde, men jeg magter det ikke mere', siger hun.

'Jeg håber, at min historie kan få folk til at tænke sig om. Når jeg medvirkede i Eva Gemzøe Mikkelsens spørgeskemaundersøgelse, var det, fordi jeg syntes, jeg havde en mission. For at hjælpe andre mobbede. Men spørgeskemaet ødelagde hele min efterårsferie. Alle mine oplevelser kom væltende frem igen. Men jeg ville udfylde skemaet'.

Ny leder vil ændre alt

Kirsten flyttede i begyndelsen af 80'erne til et sted, hvor hun og hendes mand kunne få job på samme skole, og de kunne lide omgivelserne.

I over otte år gik det fint. Hun trivedes med arbejdet, kollegerne, børnene og forældrene.

'Jeg havde ry for at have et godt humør og være sjov. Men hvis der opstod problemer i en klasse, kunne jeg blive striks. Jeg har altid været en markant lærer. Jeg har sagt min mening og kaldt en skovl for en skovl'.

'Vi havde en leder, der var lidt slatten i tøjlerne, men han var rar og passede sit arbejde. Måske var han ikke særlig udfarende, men jeg foretrækker klart den type frem for ham, vi fik bagefter. Den nye erklærede efter tre dage, at undervisningen i et bestemt fag var under al kritik, og at alt skulle ændres. Han havde meget travlt med at se på pengene, og han omgav sig hurtigt med en håndfuld yngre lærere, som han styrede med jernhånd'.

'Han var god til at grave grøfter og mistro folk'.

Kirsten fortæller om en kollega, der fik en påtale for at have afleveret lejrskoleregnskabet for sent og på en forkert måde. Der var gået tre dage, efter at de var kommet hjem fra lejrskolen. Kirsten og en anden lærer, der længe havde bestyret gavekasse og salget af øl og sodavand, fik frataget opgaven.

'Bagefter hørte jeg, at han havde fortalt kolleger, at vi havde stjålet af kassen. Han spredte mistro, spillede kolleger ud imod hinanden og kritiserede alting. Han erklærede også fra starten, at lærerrådet intet var værd. Der skulle en helt ny struktur til'.

Var ofte syg

Kirsten var ofte syg, og lederen begyndte at ringe hjem til hende for at høre, hvad hun fejlede.

'Jeg havde afleveret lægeerklæringer, og så skal jeg ifølge forvaltningsloven ikke oplyse mere, så jeg ville ikke svare ham. Senere da jeg bad om at se min personalemappe, viste det sig, at der var en praksis med, at lægen sendte lægeerklæring med oplysning om sygdommen til kommunen, og kommunen sendte den videre på fax til skolen. Uden min tilladelse'.

For et par år siden fik Kirsten stillet diagnosen på en alvorlig og sjælden sygdom. Den har været årsag til, at det altid tog hende længere tid at komme over almindelig sygdom end de fleste.

Kirsten havde ønsket at blive klasselærer for en 8. klasse, men skolelederen sagde, at hun ikke var striks nok til klassen.

'Jeg havde haft klassen i syv år uden problemer. Men han fortalte mig, at han havde fået et godt tilbud fra to kolleger, der ville samarbejde om klassen. Det måtte jeg jo så finde mig i, men jeg spurgte den ene om deres planer, og hun fortalte, at de ikke havde nogle planer endnu. De var blevet opfordret af skolelederen til at arbejde sammen om klassen. Det var bestemt ikke deres ide'.

Ifølge Kirsten holdt knap halvdelen af lærerkorpset op i løbet af nogle år. De ældste valgte at få en fratrædelsesordning, da det var muligt på grund af stor lærerarbejdsløshed. De yngre søgte andre skoler. Kirsten mener, at over ti lærere blev mobbet væk fra skolen. Nogle gik på førtidspension.

Tavse kolleger

'På møderne tog han ofte ordet fra mig. Jeg fik simpelt hen ikke lov til at sige noget, og på et tidspunkt bad viceinspektøren mig om at holde min mund, fordi der var så mange af de andre, der bagefter brugte mine argumenter'.

'Senere fandt jeg ud af, at jeg også havde været alt for naiv. Jeg var ikke bange for at sige noget, og tit kom kollegerne til mig for at få mig til at tale en sag. Det var jeg så dum nok til at gøre, og så var det jo igen mig, der var skrap og besværlig. Bagefter kom nogle af kollegerne og sagde, at det var godt, at jeg havde sagt noget'.

På møderne blev der færre og færre, der ønskede at sige noget.

'Tidligere havde vi brugt afstemninger en del. Det kan være en god måde for folk, der er bange for at stå frem, men afstemninger blev forbudt. Vi skulle tale os til enighed'.

'Skolelederen samlede altid et punkt op med ordene: 'Jeg tror, jeg har flertallet bag mig, når jeg konkluderer at...', og så var der desværre ingen, der sagde mere', fortæller Kirsten.

Hun oplevede, at der blev talt i krogene blandt kollegerne. Faglige møder blev der færre af efterhånden, og lederen omgav sig med sin rygklappergruppe og tillidsrepræsentanten.

'Der går lang tid, før det går op for en, at der er et problem. Man begynder at vende det imod sig selv, bliver svagere og mister troen på sig selv'.

Bryder anonymitet

Skolelederen fik nyt job. Flere åndede lettet op, men den nye leder blev en lærer fra skolen.

'Han var meget svag og lænede sig helt op ad den tidligere leders rygklapper-gruppe. De fik afdelingslederposter, og der skete egentlig ikke de store ændringer i kulturen blandt lærerne. Forældrene i skolebestyrelsen fik lov til at styre mere', fortæller Kirsten.

'Vi aftalte, at vi skulle have en psykolog ud på skolen for at tale om psykisk arbejdsmiljø og om, hvordan vi agerede over for forældrene. Vi fik et spørgeskema og fik at vide, at det ville blive behandlet anonymt af psykologen. Men senere oplevede jeg til en fest, at en af afdelingslederne blev fuld og genfortalte, hvad jeg havde skrevet på mit skema. Vi burde alle sammen have udfyldt det på skrivemaskine i stedet for i hånden'.

Kirsten begynder at drikke. Ikke i arbejdstiden, men derhjemme som trøst. Efter fire måneder indser hun, at den er helt gal. Heldigvis har hun en god familie, der støtter hende, og hun beslutter at tage på klinik i en periode for at blive afvænnet fra sit alkoholmisbrug.

'Der var flere af kollegerne, der drak. Jeg drak, fordi jeg var bange, frustreret og følte, at alle mine idealer var smuldret'.

'Jeg skrev et brev, som min mand afleverede til lederen til oplæsning blandt kollegerne. Jeg var helt åben over for dem. Jeg skrev på brevet, at jeg ønskede, at det blev makuleret bagefter'.

Da Kirsten efter nogle måneder vender tilbage på skolen, er hun holdt op med at drikke, hun er begyndt at dyrke idræt, og hun er blevet slank.

'Det kunne de slet ikke klare. Jeg blev en torn i øjet på flere. Senere fandt jeg ud af, at skolelederen havde orienteret skolebestyrelsen om min alkoholbehandling. Så nu løb snakken blandt forældrene. Og da jeg så min personalemappe, inden jeg stoppede på skolen, lå brevet dér'.

Startede på ny skole

Kirsten fik en dag at vide af lederen, at hun pjækkede, fordi hun havde byttet to-lærertimer med sin kollega. Noget, de ofte havde gjort uden problemer. Kolleger begyndte også at tale om hendes sygdom. Det skete både bag hendes ryg og til hende.

Hun fik psykologhjælp via sin læge og senere via Lærerforeningen.

'Så begyndte jeg at søge andre stillinger. Jeg var på besøg på et par skoler i nærheden. Men bagefter fik jeg en beskidt e-mail fra min skoleleder om, at han havde hørt, at jeg havde været til samtaler. Han ville bare lige fortælle mig, at en bestemt stilling var besat allerede. Jeg ringede til skolen, jeg havde været på besøg på. De blev sure og kontaktede ham. Han sagde, at han bare havde viderebragt lidt Brugsen-sladder. Men for mig var det rart, at de reagerede sådan på den anden skole. Pludselig var der nogen, der syntes, at jeg blev uretfærdigt behandlet', fortæller Kirsten.

Hun søgte ikke jobbet, men kort tid efter fik hun arbejde på en mindre skole.

'Det var en fantastisk oplevelse. Jeg fik ros af mine nye kolleger, det hele gik fint, og jeg var forbavset over, at det kunne være sådan'.

Kirsten fik syv gode måneder på den nye skole. Så gik skolelederen på pension, og da hun hørte, hvem der skulle være ny skoleleder - en, hun kendte noget til - kunne hun ikke mere. Hun brød sammen.

'Min psykolog sagde, at nu skulle jeg holde op med at arbejde. Det gik ikke længere. Det måtte jeg så gøre. Jeg led af søvnløshed, havde mareridt, og i halvandet år efter kunne jeg ikke læse. Jeg kunne simpelt hen ikke koncentrere mig'.

I dag er hun på lykkepiller og prøver at komme ovenpå igen. Hun savner ofte arbejdet, især børnene.

'Jeg tror, at jeg blev mobbet, fordi jeg var dygtig, og fordi jeg ikke holdt mig tilbage. Jeg sagde min mening. Og så var det selvfølgelig irriterende for mine kolleger, at jeg var så meget syg. Måske var det også irriterende for nogle af dem, at jeg aldrig brød sammen ovre på skolen. Men jeg har haft mange tudeture herhjemme. Undervejs har jeg vendt det meget indad, men i dag mener jeg ikke, at det var min skyld'.

Kirsten mener, at den bedste måde at forebygge mobning på er, at man taler ordentligt til hinanden på arbejdspladsen.

'Man skal tage hinanden alvorligt, sige ligeud, hvad det handler om, og så skal det være lovligt at tale om følelser. Det nytter ikke noget, at man pakker noget ind. Der er aldrig nogen, der siger, at de ikke kan klare at få en bestemt klasse, fordi de ikke kan holde klassen ud. Folk pakker det ind og kommer med helt andre årsager. De tør ikke at være ærlige, og det dur ikke'.

Mobning

Der er tale om mobning, når en medarbejder regelmæssigt og over længere tid bliver udsat for ubehagelig, nedværdigende eller sårende behandling, som vedkommende ikke magter at forsvare sig imod.

Eksempelvis hvis nogen tilbageholder information, der er vigtig for, at man kan udføre sit arbejde, eller at der udspredes rygter. Det er mobning, hvis man bliver udstødt af det sociale fællesskab, eller hvis ens meninger konsekvent bliver negligeret. Sårende drillerier og overfusninger ses også tit.

 

Min psykolog sagde, at nu skulle jeg holde op med at arbejde. Det gik ikke længere. Det måtte jeg så gøre


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ