Debat
0   210

For personlig en anmeldelse

Undertegnede er konsulent i fremmedsprog ved Amtscentret i Københavns Amt, mangeårig AV-beskriver ved Dansk Biblioteks Center samt lærebogsforfatter til blandt andet fransksystemet 'Avant-Garde'. Jeg oplever ofte i dagspressen, når jeg læser om sager, jeg har indsigt i, at disse bliver beskrevet med mangler og fejl, men jeg bliver direkte bekymret og irriteret, når det samme gør sig gældende i lærernes eget blad, inden for vore egne områder.

Grunden er en såkaldt anmeldelse, der ligger på nettet www.folkeskolen.dk af 'Avant-Garde 3'. Jeg ved godt, at jeg som mor og medforfatter til bogen ikke befinder mig i en neutral position, men min faglige indsigt bliver trigget, når jeg så tydeligt fornemmer, at anmelderen ikke har sat sig tilstrækkeligt ind i vejledningen og sammenholdt det materiale, der ligger i Elevbog og lyd, Lærervejledning og lyd samt Aktivitetsmappe. Det handler jo ikke om et lille supplerende hæfte, men om tredje del af et lærebogssystem, der er blevet udviklet fra trin til trin. Anmelderen henviser desuden til anmeldelser af 'Avant-Garde' 1 og 2, hvori der heller ikke er taget højde for følgende, vigtige faglige vinkel:

Artiklen fortsætter under banneret

Hvordan kan man i dag, hvor vi har Centrale Kundskabs- og Færdighedsområder, Klare Mål og Prøvebestemmelser for faget fransk, tillade sig udelukkende at forholde sig så personligt (citat: 'Bogens force omkring den stærke kulturfokusering er samtidig dens svaghed. En sprogligt stærk klasse, hvor billedkultur og anderledes musik i forvejen er en del af elevernes verden, vil have stor glæde af materialet. Mindre kulturelt og sprogligt begunstigede kunne have større glæde af lettere tekster med flere dialoger om noget, de har en nærmere tilknytning til') til et materiale?

Eva Kambskard

København

Svar

Kære Eva Kambskard.

Enhver forfatter vil det bedste for sit værk, som man har lagt meget arbejde og omhu i. Hvis du tænker på, at vi skal skrive kort, når vi anmelder i Folkeskolen, bliver det måske forståeligt, at jeg vælger at henvise til de tidligere anmeldelser af serien i stedet for at gentage allerede fremførte synspunkter. Jeg gør i første og anden omgang en del ud af at skrive, at I gør et godt og solidt funderet arbejde. Jeg udtrykker også, at I er kompetente folk, og det mener jeg selvfølgelig stadig. Jeg vil formode, at seriøst interesserede læsere af anmeldelsen af del tre enten kender de to første dele, har læst tidligere anmeldelser eller måske skaffer dem frem, de ligger jo tilgængelige på www.folkeskolen.dk. Min opgave er at redegøre for udviklingen i systemet og at kommentere, hvad jeg synes om det. Det lader sig vanskeligt gøre uden i et vist omfang at beskrive materialet.

Det er ikke min opgave udelukkende at fremhæve de positive sider. Vi går efter en vejledning, som afstikker vores rammer. (Som kan læses på www.folkeskolen.dk).

Du har ikke ret i, at det er en beskrivelse. Alene det, at jeg fremhæver visse aspekter frem for andre, gør, at jeg har truffet et bevidst valg. De aspekter forsøger jeg at fremstille, sådan at læseren forstår, hvordan materialet er, hvad det lægger vægt på, og hvad det måske overser eller overbetoner, idet jeg forsøger at inddrage min personlige vurdering af relevans, prioritering, indhold, layout. . . Du kan sagtens selv tilføje de utallige andre elementer, som kunne have betydning i sammenhængen.

Efter min vurdering fortæller jeg om et alsidigt og spændende system, der indeholder en stærk kulturel fokusering, giver et billede af Canada (positivt) og har en god opbygning med de forskellige dele. Det sidste afsnit, som du citerer, kan man selvfølgelig sagtens være uenig i. I løbet af mine mere end fire år som anmelder har mange kommenteret positivt, at jeg står frem med mine vurderinger. Jeg vedgår, at jeg formulerer dem lidt provokerende, men det anser jeg for et plus, idet jeg tydeliggør, at her er jeg subjektiv.

Det er ikke rigtigt, at jeg ikke har sat mig ordentligt ind i materialet, for jeg ved godt, at det kan have stor betydning, hvad jeg skriver i mine anmeldelser. Jeg respekterer jeres arbejde dybt og kunne godt have skrevet om både prøvematerialer og de sammenhænge, du skriver om, men jeg skriver netop lutter positive ting om opgavebog og lydside, som så må anses for at være i orden, sådan som jeg stadigvæk vurderer det.

Når vi anmelder første del af noget meget nyt og epokegørende, bliver der plads til en grundig anmeldelse, men om de efterfølgende dele er der kun plads til forholdsvis få linjer.

Karen Porsborg

anmelder ved Folkeskolen


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ