Debat

Politisk selvmord

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Seks forretningsudvalgsmedlemmer skriver nu på skift til rubrikken 'DLF mener' i Folkeskolen. Formanden startede defensivt og tilskuermentalt med et fromt ønske om, at alle skulle være søde ved folkeskolen i det nye år, for det fortjener den. Opbakning. Og tænk, lærerne har også fortjent deres juleferie, men hjemmestrikkede teorier om skolen lægger gift ud for debat. Lærerne kræver respekt om deres arbejde, fordi standen også lærer af OECD-evaluering. Formanden vil også holde øje med det politiske liv, resursetildeling i forhold til flere timer i dansk og matematik. Anni Herfort er ikke den magtfulde leder i en dynamisk, selvbevidst organisation. Hun taler fra positionen 'vi'. Rubrikken kræver det, men hvis ikke det offensive kommer mere til overfladen, bliver denne kommentarmulighed for forretningsudvalget det rene kollektive politiske selvmord. Overenskomstresultatet var et sådant, i hvert fald for den undervisende lærer, som blev ramt af DLF's dårlige styring og i dag må arbejde flere timer end nogensinde før. Lærere fra 'de store årgange' forsvinder hurtigst muligt. I 1943 fødtes 100.000 børn. Næste år er mulig tilbagetrækken i pensionsflokken. Så nu introduceres den etårige læreruddannelse, en begyndelse på måske 200 nye af slagsen. Folk, der vel skal organiseres uden for DLF, hvis de skal gøre sig håb om at få en løn, der mindst svarer til den, de oppebærer i dag. Og den kan let være højere end lønniveauet hos DLF-organiserede. Noget må til at ske i foreningen!

Forurettelsestonen i anledning af en OECD-rapport, der dumper folkeskolen, må erstattes af offensivt modangreb. Det store DLF-apparat må dog kunne mestre en sagsbehandling, der går ind og finder undersøgelsers svage punkter. Det ville virkelig give organisationen et løft, hvis det ikke bare gjaldt undersøgelser, hvis konklusioner man var lodret uenige i. Sikke en troværdighed, det ville give, hvis man også tog fat på at analysere den forskning, der for eksempel i Folkeskolen nummer 49/2001 konstaterer, at den politiske bevidsthed er høj i 8. og 9. klasse. Tænk hvis foreningen havde så meget dynamisk overskud, at den også kunne forholde sig kritisk til udsagn, der beretter om en folkeskole, der overopfylder målet med at gøre elever til deltagere i det demokratiske samfund. Det ville skabe respekt om skolen.

Torben Thomsen

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Aars

Powered by Labrador CMS