Det er symptomatisk for vort syge, undergangsprægede vesterlandske aftenland, at samtlige de progressive frontfigurer på det pædagogisk-psykologiske parnas,der får ørenlyd i folkeskoledebatten, alle plæderer for den størst mulige foragt for redelig, fagdelt undervisningsindhold, hægtende sig på en udvikling, som ingen kender noget til, og som man derfor kan forme som blød modellervoks. Nej, forresten. Ikke alle. Kun næsten alle. Der findes blandt alle de kridhvide får, der forstår kunsten at kvase vort uddannelsesniveau på den æstetisk set mest formfuldendte måde med det mest gudsforgående sludder om bløde kompetencer og tusinde floromvundne intelligenser, et blakket, nemlig rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet, Lars-Henrik Schmidt, som med et decemberinterview i Politiken vistnok har mærket den kulde og foragt, der blæser mod den, der vil tjene fornuft, børnehensynsfuldhed og hæderligt skolearbejde. 'Vi er en nation af middelmådigheder, der strutter af selvtillid', siger han. Ja, så slemt står det til. I Holbergs Danmark forguder vi hans karikatur af en politisk kandestøber, der jo er prototypen på uvidenhedens struttende selvtillid. 'Vi har ofret fagligheden på projekt selvværd', fortsætter rektor. Men selvværd uden faglig vidensbaggrund er undergangens krampetrækninger. 'At undervise i naturfag er ikke at forstå naturvidenskab'. Men trods de truende tordenskyer, der for længst har hævet sig over horisontniveau, tror vi grænseløst naivt stadig på, at eleverne lærer noget i den slags tværfaglige miskmask. Rektor vil styrke fagligheden frem for fagene. Her er jeg så uenig med rektor. Vejen ud af hængedyndet må være at styrke fagligheden ved at styrke fagene. Men det er alligevel modigt, at en person på en udsat position t

Vagn Madsen

Brønderslev