Debat

Er det så bunden

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Før havde man en anelse om, at det mange steder stod skralt til med anseelsen og respekten for faget - men nu er det blevet fastslået fra selve vort eget ministerium.

Som jeg sidste år påpegede, forhindrede arbejdsvilkår og løn, at faglærte fra andre områder lod sig omskole. Det har man tilsyneladende nu erkendt!

Men hvad sker - man fremturer bevidstløst, idet man nu føjer spot til ved at sænke kravene og tilbyder ledige og ukvalificerede en halv uddannelse og så går ud fra, at de er kvalificerede på grund af, hvad de tilfældigt har oplevet tidligere.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

I sandhed - optimismen er umådelig. Tænkning er en yderst vanskelig disciplin. Ikke mange steder undervises der i den.

Anseelsens højde fremgår af, at man uden videre vil overlade landets mest værdifulde råstof i hænderne på - i allerbedste fald - halvstuderede, som vi ikke aner, hvad vi skal stille op med efterfølgende, hvis der skulle blive fuldt uddannede nok.

Men lad os fortsætte tankegangen ud fra lige så kvalificerede kriterier, som er blevet luftet ovenfor.

Lærere skal jo gerne være kreative mennesker. Ifølge en provst, som tidligere har været fængselspræst, findes de mest kreative mennesker, han har mødt, på den forkerte side af tremmerne. Så måske kan Kriminalforsorgen løse vort problem.

Men så kirurgerne da. Jo, man kunne omskole butiksslagtere og så overlade syarbejdet til ledige syersker - dem er der en del af, nu da megen produktion flytter til østlandene.

Man kunne altid sætte en nedre aldersgrænse for deres virke.

De kunne så medvirke til at løse problemet med det stigende antal pensionister i forhold til dem, der skal forsørge dem.

Forslagene virker ganske rigtig noget udviklingshæmmede - men ret beset er de lige så begavede som de ministerielle.

Ja, men hvad skal man dog så gøre? Man kunne med fordel omlægge læreruddannelsen, således at der kom til at indgå en praktikperiode på x måneder. Det ville tilføre seminarieuddannelsen et aktuelt præg, afhjælpe den øjeblikkelige mangel på lærere samt yde et velkomment tilskud til studieøkonomien.

Vil man undgå at havne i en lignende situation igen og ydermere tiltrække flere mænd, er der kun lønvejen og ændringer i arbejdsforholdene i retning af øget disciplin.

Man kan også nå langt ved hvert år grundigt at studere fødselsstatistikkerne - de er ganske offentligt tilgængelige, de giver altid et forvarsel, som overstiger uddannelsestiden for en lærer.

Endelig kan man ændre optagelseskravene, således at studentereksamen ikke er et krav. Så må man naturligvis samtidig sortere hen ad vejen.

Jeg har længe været klar over, at det var sløjt med anseelsen, men at det var så slemt, blev jeg først klar over søndag morgen.

Bent Thøsing

Nr. Åby